120
Uhyret Grendel.
Danernes Rige. Efter et Døgns Sejlads steg de i Land. Kuren tilraabte dem fra Voldene, og de meldte sig som Kong Hugleiks Krigere, der vilde forsøge en Kamp med Uhyret.
Kong Hrodgar tog vel mod de ankomne. Han havde alt hørt om Helten med tredive Mands Styrke og glædede sig over, at Beovulf uden Vaaben vilde give sig i Kamp mod Grendel. Geaterne bænkedes i Salen, og Øllet bares om, medens Skjalden sang eller man lyttede til Fortællinger om mærkelige Bedrifter. Dronning Valtheov tog selv Bægeret i Haand, hilste paa Gæsterne og uddelte Smykker. Hun rakte Beovulf Bægeret med de Ord, at hun var forvisset om, at nu var Hjælperen fundet, og Beovulf svor, at han enten vilde fælde Uhyret eller dø. Men Mørket faldt paa; der maatte være Ende paa Gildets Larm. Beovulf og hans Mænd lagde sig til Hvile i Hallen.
Geaterne vare alt faldne i tryg Søvn, da den grumme Trold i den tyste Nats Taage steg op fra sin fugtige Bolig og nærmede sig den gyldne Borg. Porten rev han op som intet og traadte over den brogede Tilje, han greb den nærmest hvilende Kriger, sønderrev ham, drak hans Blod og slugte Lemmerne. Derpaa tog han fat i Beovulf for at lade ham vederfares samme Lod, men Kæmpen greb med Jernhaand om Grendels Arm. Det kom til voldsom Kamp, som bragte Huset til at skælve og hurtigt lærte Uhyret, at det havde fundet sin Overmand. Gerne ønskede Grendel sig tilbage i Sumpen, men Beovulfs Tag om Armen var saa fast, at Kød og Sener sprængtes og Knoklerne brødes over. Da Grendel endelig fik sledet sig løs, beholdt Beovulf hans Haand, Arm og Skulder.
Ved Daggry samledes de Danske rundt om fra for at høre om Beovulfs Bedrift. De saa Vidnesbyrdene om den frygtelige Kamp; de fulgte til Hest de blodige Spor ned til den slimede Sump, medens de sang om den store Helt, der havde kæmpet som var han Sigmund selv, den herlige Dragedræber af Vølsungeætten. Men ikke mindst lød Lovprisning og Takkeord fra Kong Hrodgar, og da Hallen, som bar Spor af Uhyrets rystende Tag, atter var prydet til Fest og en herlig Skare forsamlet, skænkede han Beovulf ypperlige Vaaben og otte prægtige Stridsheste, ligesom ogsaa hans Mænd fik herlige Gaver. Dronningen bragte selv Beovulf en kostbar Halskæde som Gave; kun Brisingamen (Gudinden Frejas berømte Smykke) var i Skønhed dens Lige.
Atter stundede Natten til, og Kæmperne lagde sig til Ro. Men som de nu hvilede rundt om paa Bænkene med Vaaben ved deres
