125
Beovulfkvadets Hjemstavn.
Discipel Villibrord, der blev Frisernes egentlige Apostel. Villibrord besøgte ogsaa Danmark og førte tredive unge Danske hjem med sig. Angelsachseren Vinfred (Bonifacius) prædikede flere Gange i Frisland, om end hans store Missionsgerning knytter sig til Tyskland, og det var i Frisland, at han fandt Martyrdøden (754). Men ligesom Englændere i stort Tal færdedes i Frisland, saaledes kom ogsaa Danske flittigt til Dursted og andre frisiske Byer. En angelsachsisk Digter kan her have hørt mange danske Sagn af danske rejsende eller mulig af Frisernes egne Skjalde; Frisland havde i alt Fald Sangere, der kvad om deres Folks Historie. Karakteristisk nok synger Beovulfdigtet jo netop om de Danskes Tog til Frisland 515; det nævner i det hele hyppigt Friser og Kampe i Frisland. Vi synes derfor her at træffe paa Veje og Hjulspor, der pege paa, hvor Digteren er kommen i Besiddelse af sit ypperlige Stof. Naar den berømte Alkuin (o. 800) over for sine northumberske Landsmænd udtaler sin Dadel over, at de ved Fester lytte til hedenske Sange, saaledes om Ingild (om Kong Ingild og Starkad vil der blive fortalt i det følgende), vidner dette om, at ogsaa andre danske Sagn havde vundet Indpas i England.
Imidlertid maa vi ikke tro, at Beovulfdigtet er en Oversættelse af en hedensk, nordisk Digtning. Emnerne ere hentede fra Norden, men Digtet er i eet og alt kristent og angelsachsisk. Vi have nordiske Digte, der ere lige saa vægtige i Tanken, lige saa høje i Flugten, men episk Stil have Nordboerne ikke. Den nordiske Poesis Styrke ligger i den dramatiske Kraft, i Evnen til at forme fyndige Replikker og klare Udsagn, medens det, der udmærker Beovulfkvadet, er den brede, stille fremadskridende Skildring, den farverige, dog ofte halvdunkle Fortælling. Billede efter Billede glider frem for Beskueren, end ikke den djærve Handling sætter sig Spor i Stilens hurtige Vending; paa Mændenes lange Tale følger den lige saa lange Gentale, og medens Nordboen fordeler ligeligt mellem Sjælelivet og Sanseverdenen, dvæler den angelsachsiske Skjald med Forkærlighed ved Sindets indre Rørelser. Ikke heller mærkes Nordboens stærke Lidenskab eller sprudlende Livslyst; en følelsesfuld, alvorlig Skjald synger et højttonende Kvad, der viser fin menneskelig Dannelse, en sjælfuld Opfattelse af det Godes og Ondes Kampe, en Evne til fængslende Skildring af Lysets og Mørkets Stridsmænd. Han synger ikke om Elskov, men om et Sind, der fyldes af Kærlighed til Slægt, Konge og Folk, om mandigt Mod og om Udholdenhed under de haardeste Hjemsøgelser.
