Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/144

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

126

IV.

Jydske Sagn om Uffe og Amled.

Foruden de mange Sagn om Kongerne i Lejre indeholder den danske Tradition ogsaa Fortællinger om jydske Konger. Til disse hører Sagnet om Vermund og Uffe.

Vermund synes at have haft sit Kongesæde i Jellinge. Han var saare berømt for Klogskab og fik derfor Tilnavnet Vitre. Vermund havde i lange Tider levet i barnløs Ægtestand, da der omsider fødtes ham en Søn Uffe. Da Uffe voksede til, overgik han sine Jævnaldrende i Legemshøjde og stærke Lemmer, men han var saa sløv og enfoldig, at han syntes uduelig til at varetage saa vel sine egne som Statens Anliggender. Glædeløs tog han aldrig Del i Spøg eller Leg, Smilet trak sig aldrig over hans Læber, ja han blev tredive Aar gammel, uden at Ord lød fra hans Mund. Vermund havde ladet Uffe ægte en Datter af Jarlen Frøvin i Slesvig, idet han haabede, at denne udmærkede Mand engang kunde blive Sønnen en Støtte.

Sveriges Konge hed da Adils. Han var en berømt Kriger og Sejrvinder, og da han ønskede at prøve sine Vaaben ogsaa mod Frøvin, drog han engang med sin Krigerskare til Hedeby. Under den blodige Dyst kom de to Hærførere i en haard Enekamp, i hvilken Frøvin bukkede under. Saaledes vendte Adils tilbage med en stolt Sejr. Den blev ikke mindre, hver Gang han talte om den.

Vermund gav Frøvins to Sønner Kete og Vige deres Faders Stilling, og dette æggede Adils saaledes, at han paa ny kom dragende med en Hær, denne Gang med hele det svenske Udbud. Men Udfaldet svarede ikke til Forhaabningen, Angrebet blev slaaet tilbage, og Adils maatte saaret gaa til Skibene. Ikke desto mindre vedblev Svenskekongen hjemme i Landet at prale af sin første Sejr uden at nævne det følgende Nederlag.

Herover følte Kete og Vige sig saa harmfulde, at de besluttede at tage privat Hævn over den skrydende Konge. De drog derfor ukendte op i Sverige, og det lykkedes dem en Dag at møde Kong Adils vandrende ene i en Lund. De gave sig til Kende som Frøvins Sønner og forlangte Hævn. Kong Adils tilbød dem Mandebod, men den vilde de ikke tage imod og fordrede, at han skulde gaa i Holmgang med dem. Hertil var Kongen ogsaa villig, ja han tilbød, i Betragtning af deres Ungdom, at kæmpe samtidig med begge.