138
Hagbard og Signe.
sad jo intet uden fagert Udseende, medens Hakes fyrige Mod opvejede det rynkede Ansigt:
Ej fager han tykkes,
men frisk tindrer Øjet
under lysgule Lokker.
Et Aasyn tegnes
af Hjertets Troskab
og Huens høje Tanker.
Skønhed er Form kun;
om Kraft ej den fylder,
den tæres af Tiden.
Ej visner mod Vinter
højhjertet Vilje,
i Heltesind hærdet.
De, som hørte hendes Lovtale, mente dog, at hun sagde Hake og mente Hagbard.
Da nu Hildegisel mærkede, at Hagbard blev ham foretrukket, søgte han Hjælp hos den blinde Bølvis. Kong Siger havde nemlig to Brødre til Raadgivere, Bølvis[1] og Bilvis, af hvilke den første i lige saa høj Grad lagde Vind paa at ægge til Splid og Tvedragt, som den sidste stræbte efter at stifte Fred og forsone. Ved Gaver fik Hildegisel Bølvis til at sætte Splid mellem Sigers Sønner og Hamunds Sønner. Den snu Olding forstod at bibringe Alf og Alfger Mistanke om, at Hagbard ikke var dem en trofast Forbundsfælle, hvorfor de engang, medens Hagbard var fraværende, angrebe hans Brødre Helvin og Hamund og dræbte dem. Da Hagbard kom hjem, tog han Blodhævn for sine Brødre og fældede i Kamp Alf og Alfger. Hildegisel slap bort fra Kampen, men med et vanærende Saar i Bagen.
Saaledes var der kommen Blodskyld mellem de to Slægter, og mere end før var Hagbard fjernet fra sin Elskede. Saa maatte han ty til List. Efter Aftale med Signe klædte han sig som Skjoldmø og traadte frem for hende som Hakes Terne, der bragte Bud fra sin Herre. I Fruerburet blev der anvist hende Natteleje sammen med Signes Møer. Trælkvinderne, som tvættede hendes Fødder, saa undrende paa de ihaarde Hænder og den laadne Hud. Da sagde Hagbard:
I undrende se
til den hærdede Fodsaal
og Læggen laadden.
I Hærfart paa Strandsten
jeg traadte og Tjørne,
jeg over Vandløb vaded.
Under klemmende Brynje,
naar mod Bryst stemmes Bue,
faar Barmen ej Fylde.
I bare om Lemmer
det lune Linned,
mens jeg stukkes af Staalet.
- ↑ Bølvis d. e. ildesindet, skadelysten.