146
Helga og Guldsmeden.
Østen, men hans Tanke glemmer aldrig Hjemlandet; han er den Hjælper, paa hvem Danmark kan kalde, naar skæbnesvangre Tider komme.
Kong Frode IV havde i en ung Alder overvundet to Underkonger i Sachsland Sverting og Hanef og paalagt Folket en Skat af en Penning for hvert Hoved. Nogen Tid efter indbød Sverting Frode til en Fest med den Bagtanke at indebrænde ham, men Kongen mærkede hans onde Planer og greb selv til Vaaben. I Kampen omkom begge Fyrster.
Frodes Søn Ingild fulgte Faderen paa Tronen, men han slægtede ham kun i ringe Grad paa. Den gamle Kraft og Mandighed gik tabt i Slappelse og løse Sæder, og især hengav Ingild sig til Ganens og Bugens Glæder. Kokke, Kagebagere og Pølsemagere vare højt ansete Mænd hos ham, Spid, ikke Spyd, Kedel og Kumme, men ikke Sværd og Bue, vare i Agt og Ære. De fordums saa gæve Kæmper bare sig ad som kælne Kvinder ved det fraadsende Hof. Starkad fik saadan Væmmelse ved dette Levned, at han forlod Kongens Gaard og drog til Kong Halfdan i Sverige.
Imidlertid nærede Svertings Sønner stadig Frygt for, at Ingild dog med Faderens Død i Minde skulde pønse paa Hævn: derfor søgte de at udsone sig med ham, idet de gav ham deres Søster til Ægte.
Kong Ingild havde en Søster Helga. Efter Faderens Død var den unge Pige under de uheldige Forhold ved Hoffet ladt uden Værn og Støtte, og en Guldsmed af lav Herkomst havde vidst at indynde sig hos hende ved smigrende Ord og ved at skænke hende sine kunstfærdige Smykker. Sligt kommer let paa Folkemunde, og Starkad fik at høre derom af rejsende.
Denne nye Fornedrelse og Plet paa Kong Frodes Slægt vilde han ikke taale; han vilde værge sin gamle Velynders Barn mod en saa utrolig Dristighed. Starkad vandrede da af Sted ned gennem Sverige til Danmark og kom til Guldsmedens Bolig. Hatten sad ham dybt ned i Panden, og tavst satte han sig ind i Hallen. Smeden bød den ukendte Mand i den tarvelige Kofte sætte sig i Udhuset, men han adlød ikke.
Og nu blev Starkad Vidne til, at Smeden kælent lagde sit Hoved i Helgas Skød, for at hun kunde lyske ham med sine fine Hænder, ja han maatte se, hvordan Smedens Haand følte sig frem under Klædet over hendes Barm. Ved det lynende Blik, som Starkad sendte, blev Helga dog bange og slog Smedens Haand
