154
Starkads sidste Kvad.
Imidlertid vilde Hather ikke straks give sig til Kende, men spurgte Starkad, om han ikke vilde tage imod en Vogn i Bytte for det ene Sværd. Starkad svarede, at det altid havde været hans Skik at tage Hævn for Spot, nu var han ved Tabet a£ sit Syn endog hindret i at se Fornærmeren. Og derpaa brød han ud i denne Sang:
Aarene rinde
rask mod Maalet,
med den skridende Tid
er jeg Skrantning vorden.
Fra hostende Hals
hæs lyder Røsten,
om tandløs Mund
Rynkerne tættes.
Haardt jeg føler
uføre Alder,
med slappet Kraft
jeg paa Stave støtter,
blind og kroget
med Kæp jeg famler
— og i Glemsel er faldet
min Fortids Gerning!
Alt fra de unge
Aar jeg dysted,
under Dit Tegn,
Tyr, blev jeg gammel,
Ulve jeg feded
med fældede Fjender,
aldrig lod tør
jeg tørstende Glavind.
Herpaa svarede Hather:
Hvo er den Skjald
saa sørgeligt synger?
Bleg er Løden,
og Ryggen luder.
Stand holdt vel Skibet,
rystet af Storme,
til sidst ved Rusket
fik det dog Revne.
Sælg Dit Sværd,
Du Summen har nødig,
køb Dig en Karre
og en blødmundet Kule!
For Olding bedst
sig egner at age,
Sværd ham stjæles
og mod Ejeren stødes.
Starkad sukkede ved at blive tiltalt saa haanligt. Stolt over sine talløse Bedrifter gav han sig til at opregne alle de Kampe, han havde bestaaet rundt om i Landene; og nu var det kommet dertil, al man vilde berøve den gamle Kæmper sit Sværd! Da han imidlertid erfarede, at den, med hvem han talte, var Lennis Søn Hather og saaledes en Mand af god og fornem Herkomst, bad han ham om at tage Hævn for Faderens Død. Han tilsagde ham endog som Løn den Sum Guld, han bar paa sin Ryg og som Lenni i sin Tid havde udbetalt ham.
Starkad kvad saaledes: