Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/178

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

160

Danmarks naturlige Grænser.

Skikkelser Ella i Northumberland, Ubbe Friser og Gorm den engelske, ja Svend Tveskægs samtidige Toke fra Jomsborg og Sigvalde Venderhøvding — alle møde de frem til den store Mønstring. Skjalden har benyttet den berømte Kamp til et Vaabenskue over Fortidens Helte; han har dristigt taget sine Krigere fra alle Sagn og fra alle nordiske Landskaber, endog fra det sent opdagede Island. Da Digtet med stor Forkærlighed dvæler ved Thelemarkernes Bedrifter, synes det forfattet af en norsk Skjald i det 11. Aarhundrede.

IX.

Land og Samfund.

Saa længe vi kunne forfølge skrevne Kilder og tavse Oldsager tilbage i Tiden, have Landskaberne Øst for Øresund hørt sammen med det øvrige Danmark. Kun for Blekings Vedkommende kan der være en Tvivl til Stede med Hensyn til Jernalderen. Efter Oldsagerne at dømme har dette Landskab da levet i nærmere Tilknytning til Gøtalandene end til Danmark, og dermed stemme for saa vidt ogsaa historiske Efterretninger om, at Landet i det 9. Aarhundrede hørte under Sverige og først senere sluttede sig til Daneriget.

Det hedder nu om Stunder, at Sveriges naturlige Grænser ligge ved Øresund. Dette er sandt, naar Talen er om vore Dage og om de sidste Par Hundred Aar, men lige saa vist er det, at før den Tid og ikke mindst i Oldtid og Middelalder havde det danske Rige sine naturlige Grænser hinsides de skaanske Landsdele. Danmark er født og baaren med Skaane, som var dets Arvegods og Vuggegave fra Urtiden. Man taber saa ofte af Sigte, at naturlig Sammenhøren i vore Dage bestemmes ved helt andre Forhold, end hvad der galdt i Fortiden, og at Land og Vand nu have en vidt forskellig Betydning for Menneskenes Forbindelse end tidligere. Landvejene havde i gamle Dage ikke nær den Værdi som Søvejene. Landet adskilte, Vandet forbandt, naar da ikke store Have brutalt lagde sig imellem Kysterne. Nu om Stunder er intet Jordsmon saa umedgørligt, at man ikke derover kan drage ypperlige Veje, endog skinnebelagte, medens dengang Vejlægning mangensteds var umulig og Vejene som oftest løb smalle og hule, stejle og krumme, fulde af Sten og Vadesteder. Da Vognene tilmed vare smaa og skrumplende, maatte Sejlvejene ad Have eller Aaer let blive foretrukne.