Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/189

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

171

Kongedømmet gaar i Arv.

skabte Adgang til Tronen, og der lagdes i høj Grad Vægt paa det ædle Blod i Aarerne. Derfor kunde Herulerne drage de lange Veje gennem Europa for heroppe i Norden at finde en Mand af Kongeslægt, og derfor lyste der en egen Glans over Kongestammen, hvis Herkomst ret ofte førtes tilbage til selve Guderne.

Vi kende da heller ikke noget Sagn om, at en Mand af Almuen skal have svunget sig op til Kongesædet. Kun en enkelt Beretning danner en Undtagelse herfra. Da nemlig Kong Frode den fredgode var død og ingen Arving mentes at være i Live, besluttede man at tage den til Konge, som ved Frodes Gravfærd digtede det skønneste Kvad til hans Ære. I Væddekampen blev Bonden Hjarne Sejrherre og besteg saaledes Tronen. Imidlertid havde hans Kongedømme kun kort Varighed, thi det viste sig, at Fridlef, Frodes Søn, som man troede død, endnu var i Live. Da han kom dragende fra Rusland for at tage Riget i Besiddelse, faldt mangfoldige Danske fra Hjarne, idet de mente, at han kun havde haft et midlertidigt Kongedømme, som han burde opgive nu, da Kongesønnen gjorde sin klare Ret gældende. Da Hjarne ikke vilde vige frivilligt, slog Fridlef ham i aaben Mark, og snart efter blev han dræbt.

Denne Fortælling om, at en Bonde ved et Kvad skulde have vundet Lejrestolen — tilmed som Efterfølger af den store Erobrerkonge, hvis Død man havde skjult af Frygt for, at Riget skulde styrte sammen — er afgjort et Folkesagn, der vel kan kaldes skønt, men derfor ikke er mindre usandsynligt og i ringe Overensstemmelse med den gamle Opfattelse af Kongemagten.

Men blev man end saaledes Konge især ved Fødsel, kunde man ikke tiltræde Magten uden at faa sin Ret erkendt ved en formelig Akt af Folket. Man overtog ikke Kongemagten paa samme Maade, som en Arving tog den arvede Jord i Besiddelse. Kongen havde et Styrerkald, og kun den, der besad Duelighed til dette, havde den fulde Ret.

Ganske vist valgte Folket ikke frit mellem den afdødes Slægtninge, saaledes at det tog den til Konge, hvem det tillagde den største Evne til at styre. Her gjaldt som ved anden Arv en bestemt Rækkefølge, den yngre Broder kunde saaledes ikke trænge sig frem foran den ældre. Men dog kunde der ved Tronledighed foreligge tvivlsomme Retsspørgsmaal, som Folket maatte afgøre, saaledes om den, der paastod sig Ret til Tronen, var født af en Moder, der havde tilstrækkeligt fornemt Blod, eller om en uægte

22*