FØRSTE AFSNIT.
STENALDER OG BRONZEALDER.
I.
Landets ældste Naturforhold.
Et Folk er paa en egen Maade knyttet til den Jord, hvorpaa det bor, og et Folk, som vandrer, mangler et af de vigtigste Midler til at skabe og udvikle sin folkelige Ejendommelighed. Ved Fødsel, ved Samliv ere et Lands Borgere i Aand og Sind voksne sammen med den Jordbund, hvorpaa de leve; de ydre Minder fra Fortiden gribe betydningsfuldt ind i Folkets senere Liv. Bevidstheden om, at Forfædrene have levet under disse samme Naturvilkaar, have nydt Begunstigelserne ved Landets Frugtbarhed, glædet sig over dets Skønhed og kæmpet mod den samme Umildhed eller Goldhed, virker mægtigt til at knytte Baandet mellem Fortidens Slægt og de nulevende og lader Folket blive sig sin Ejendommelighed bevidst.
Men hvor længe har Danmark frembudt de samme Naturvilkaar, som det nu besidder? Hvor længe har Øjet, som glæder sig eller som skræmmes, og Haanden, som fører Øksen og Spaden eller som kører Ploven, været stillet over for de samme Naturforhold? Dette fortjener sikkert af mange Grunde at belyses, i hvert Fald for at kende nærmere Skuepladsen for de Oldtidsbegivenheder, som vi fra Barn af have levet os ind i.
Vi skulle derfor kaste et Blik paa vort Lands Fortidshistorie, idet vi først spørge om hvor længe et Danmark har været til med nogenledes samme Omrids paa Kortet, med samme Forhold mellem Land og Vand som nu. Vi søge altsaa ikke tilbage til saa fjern
