177
Trællene.
kun i Arv med Kongens Samtykke, men det laa dog nær at hædre Sønnerne af den fortjente Jarl eller Ombudsmand med samme Stilling eller lignende Hverv (se saaledes foran om Sønnerne af Frøvin og af Gervendel S. 126, 129). Denne nye Adel maatte have et Krav paa at betragtes som ligestillet med de gamle Slægter.
Alle disse Ædlinge tilkom der Ære fremfor andre frie Borgere og en Hædersplads ved Sammenkomster. Men deres fremragende Stilling i Samfundet var ogsaa betegnet ved, at der i Tilfælde af Drab tilkom Familien en højere Mandebod for den dræbte end for en almindelig fri Mand. Og disse formuende og ætstore Mænd, der altid tillige øvede Krigens Idræt, havde ligesom Kongen en Hird omkring sig. Det var i disse Kredse, at Folket udfoldede sin højeste Kultur.
Uden for Samfundet af Borgere stode Trællene. Trællen hørte kun under den Herre, som ejede ham, og var en Bestanddel af hans Formue paa samme Maade som hans Redskaber og Trækdyr. Der er næppe Tvivl om, at der i Landet fandtes en stor Trællestand. De ved Erobring betvungne Indbyggere og de i Krigen fangne (»hærtagne«) vare blevne Trælle, og deres usle Vilkaar gik i Arv til deres Afkom; men ved Forbrydelser og ved Gæld sank ogsaa stadig frie Borgere ned til Trællekaar.
Trællene vare Husets Tyende, de deltog i Madlavning, Brygning og Bagning, foruden at de sattes til det haarde Arbejde i Møllen og al smudsig Gerning. De hjalp ogsaa Bonden ved Arbejdet paa Marken og i Skoven. Trælle og Trælkvinder kunde i øvrigt opnaa meget betroede Stillinger; saaledes kunde Opsynet med alt Arbejde i Huset være dem overgivet, eller de kunde faa Jord overladt til selvstændig Dyrkning. Og hvor meget end Trællene havde Ord for at være fejge og ukløgtige og bleve foragtede som Stand, og hvor frit end Herren kunde raade over Trællenes Liv, ere de dog næppe blevne behandlede haardt eller grumt. Det var desuden Trællen muligt at arbejde sig op af sin Stand, naar hans Herre tillod ham selv at erhverve sig Midler, saa at han omsider kunde købe sig Frihed. Træl kunde ikke drage i Leding ved fri Mands Side; toges han med paa Hærtog, var det nærmest for at gøre Tyendegerning, men hvis han alligevel blev Deltager i Kampen og udmærkede sig ved glimrende Tapperhed, skulde Friheden skænkes ham.
Den frigivne var allerede bedre stillet end Trællen, selv om
Danm. Riges Hist.
I 23
