178
De Danskes Forbindelser til Sverige og Norge.
han vedblev at staa i Afhængighedsforhold til sin Herre; først hans Afkom naaede Stillingen som frie Borgere.
Vi have givet et kort Omrids af Samfundsbygningen, for at
det Billede, som Kongesagnenes mange Fortællinger oprulle for os,
kan blive bedre forstaaet. En mere indgaaende Skildring af
Forfatningen saa vel som af Borgernes private Liv maa forbeholdes et
senere Tidspunkt, da Kilderne blive hundredfold saa mange. Dog
vil det blive nødvendigt allerede her — i det nærmest følgende
Stykke — at give en Fremstilling af de Danskes Tro og
Gudsdyrkelse i Sagntiden, hvilken jo falder sammen med Hedenskabets
Tidsrum, medens den historiske Tids Begyndelse netop er betegnet
ved den kristne Tros første Komme til Landet og dens Angreb
paa Hedenskabet.
Vi skulle her endnu kun kaste et Blik paa, hvor langt den danske Synskreds naaede under Sagntiden og hvilke fremmede Lande de Danskes Virken kom til at omfatte.
Saa langt tilbage, som Sagnene række, synes der at have bestaaet en levende Forbindelse mellem de Danske og Folkene i de to andre nordiske Lande, men især synes dog Berøringerne med Sverige at have været stærke. Vel kender den danske Sagnhistorie mange Fortællinger om Nordmænds Optræden i Danmark og om danske Kongers Krigstog til Norge, men hyppigere høre vi dog om krigerske og fredelige Berøringer med Sveer og Gøter. Ofte aflægger de Danskes Konge Besøg i Sverige eller den svenske Konge i Lejre, og der bestaar Venskab mellem Kongerne (Svenskekongen Hunding omkom ved at falde i et Mjødkar, da han fejrede den danske Kong Haddings Gravøl; rigtigere er maaske den islandske Fortælling, at Kong Fjølner fra Upsala kom af Dage ved et Besøg hos Kong Frode, idet han faldt i hans Mjødkar og druknede). Snart bortgiftes en dansk Kongedatter til Sverige, og snart bliver en svensk Prinsesse en dansk Konges Brud. Tapre Kæmper kunne afvekslende tjene i Lejre og i Upsala. Stundom krige de Danske i Gøternes eller Sveernes Land eller en dansk Prins opkaster sig til Konge over dem, til andre Tider hjemsøges Jylland eller Øerne af svenske Flaader. Der er i denne Henseende ingen Forskel mellem Skildringen hos Saxo Grammaticus og Fremstillingen i Snorres Ynglingasaga af den ældste svenske Historie, skønt der her for en stor Del fortælles andre Sagn end dem, den danske Historiker meddeler. Ogsaa hos Snorre træder Norge stærkt i Baggrunden. Karakteristisk er det ogsaa, at Beovulf-
