189
Myten om Guldveig.
tre Gange brændte
den tre Gange baarne,
brændte tidt og ofte,
dog atter hun lever.
Heid hun hed,
hvor hun kom til Huse;
spaavis Vølve
at trylle vidste.
I Sejdkunst kyndig
hun heksed og sejded;
altid hende ynded
onde Kvinder.
Odin slynged
og skød mod Folket,
det var den første
Folkekamp i Verden.
Brudt blev Borgmur
om Asers Bolig,
dystlystne Vaner
mod Voldene løbe.
fuldstændigste og bedste. Det er et Pergamentshaandskrift, skrevet paa Island i det 13. Aarhundredes sidste Halvdel. Da Thormod Torfæus 1662 af Kong Frederik III sendtes til Island for at indsamle Manuskripter, blev dette kostbare Haandskrift af den lærde Biskop Brynjulf Sveinsson i Skalholt, der længe ivrigt havde samlet Skindbøger, nedsendt som Gave til Kongen. Haandskriftet bestaar af 45 Blade; her er dets anden Side gengivet (i 6⁄7 Størrelse); den indeholder Stykker af Völuspaa, bl. a. Stroferne om Guldveig:
meþan avld lifir,
langniþja tal
Lofars hafat.
Unz priár qvomo
or þvi liþi,
avflgir oc astgir,
æsir át husi.
fundo a landi
litt megandi
Asc oc Emblo
orlavglavsa.
Avnd þav ne átto,
óþ þav ne havfðo,
la ne læti,
ne lito goða.
aund gaf Oþinn,
oþ gaf Hænir,
la gaf Loður
oc lito goða.
Asc veit ec standa,
heitir Yggdrasill,
hár baðmr, ausinn
hvíta aúri.
þaþan coma davggvar.
þers i dala falla,
stendr æ ýfir
grönn Urðar brunni.
Þadan coma meyjar,
margs vitandi,
þriar or peim sæ,
er und þolli stendr.
Urð héto eina,
adra Verþandi,
scáro a sciði
Sculd ena þriðjo.
Þær lavg lavgðo,
þær líf kuro
alda bornom,
órlavg seggja.
Þat man hon folcvíg
fyrst i heimi,
er Gullveig[o]
geirom studdu,
oc i havll hárs
hána brendo,
þrysvar brendo
þrysvar borna,
opt osjaldan
þo hon enn lifir.
Heídi hána heto,
hvars til husa com,
vólo velspá,
vitti hon ganda,
seið hon kunni,
seiþ hon leikinn,
æ var hon angan
illrar bruðar.
Þa g[engo] r[egin] a[vll]
a [rökstola]
hvart scyldo æsir
afráð gjalda,
eþa scyldo goðin avll
gildi eiga.
Fleygði Oðinn
oc i folc um scavt,
þatt var enn folcvig
fyrst i hæimi,
brotinn var borðvegr
borgar asa.
knatto vanir vigspá
vollo sporna.
Þa g[engo] r[egin] a[vll]
hverir hefdi lopt
alt lævi blandit,
eþa ætt iotuns
Oþs mey gefna.
Þorr einn þar var
þrungin móði:
