190
Asers og Vaners Kamp.
Da steg de høje
Drotter til Domstol,
højhellige Guder
grunded derover,
om Aser Bod
bringe dem burde,
eller ens alle Guder
faa Offergave.
Gudeforsamlingen skulde afgøre, om Aserne fremdeles skulde anse Vanerne som fjendtlige, fremmede Guddomme, hvem de endog skulde yde Skat eller Bod, eller om de burde optage dem i
Gudekredsen. Men Aserne valgte at lade sig forsone, og fra nu af stilledes
hann sjaldan sitr,
er hann slict um fregn.
a gengoz eiðar
orð oc særi,
mál avll meginlig,
er a medal fóro.
Veit hon Heimdalar
hljoð um folgit
undir heiðvónom
helgom baðmi,
á sér hon avsaz
avrgom forsi,
af veði Valfavdrs.
vitop er en e. hvat?
Eín sat hon úti,
þa er inn aldni com
yggjóngr asa,
oc i augo left:
Hvers fregnit mic,
hvi freistiþ min?
Alt veit ec, Oðin,
hvar þu avga fált
i enom mæra
Mímis brunni.
dreckr mjoþ Mimir
morgin hverjan
af vepi V[alfavdrs].
v[itop] e[n] e[þa] h(vat?)
Valþi henne Hærfavðr
hringa oc men,
fespjoll spaclig
oc spaganda.
sa hon vítt oc um vitt
of verold hverja.
Sa hon valkyrjor
vítt um komnar,
gavrvar at riða
til Goðþjoðar.
Sculd helt scildi,
enn Skavgul avnnor
Gunnr, Hildr, Gavndul
oc Geir[scavgul].
I Oversættelse kunne disse Strofer — med nogle nødvendige Tekstrettelser — gengives saaledes:
[Vølven har slaaet til Lyd og forkynder for alle sine Syner om Verdens Tilblivelse, Asernes gyldne Tid paa Idesletten, inden Nornerne komme og den fredelige Tid hører op. Hun synger om Dværgene; man vil kende dem], medens Verden staar, denne lange Hække af [Dværgen] Lofars Forfædre. — Tre mægtige og kærlige af Asers Slægt kom til Huset [nemlig de tre Guder Odin, Hønir og Loður d. e. Loke]; de fandt paa Marken Ask og Embla [de to første Mennesker] vanmægtige og skæbneløse. — De ejed ikke Aande, havde ikke Evner, ikke Blod og Stemme, ej heller god Farve. Odin gav Aande, Hønir Forstand, Loður Blod og god Lød. — Jeg veed, at der staar en Ask Yggdrasil [Verdenstræet, hvorunder Guderne samles og hvis Rødder strække sig til Menneskers, Jætters og Hels Verden], et højt Træ, overøst med hvid Væde. Derfra kommer Dug, der falder i Dale, altidgrøn staar Træet ved Urds Brønd. — Derfra komme Møer, som vide meget [Norner], tre fra den Sal, som staar under Træet. Urð kaldtes den ene, Verðandi den anden, Skuld skare de paa Træ som den tredjes Navn. De bestemte Lod for Tidsaldrenes Børn, Mænds Skæbner. — Hun mindes den første o.s.v. [disse fire Strofer ere oversatte ovenfor].
[Efter Vanekampen maatte Gudeborgen opføres paa ny, og en Jætte havde — som vi veed af den yngre Edda — paataget sig at bygge Borgen, idet nogle af Guderne havde tilsagt ham som Løn Freyja, Sol og Maane. Men Guderne brød ved List og Magt Overenskomsten], Alle Guder gik til Raadslagning om. hvem der
