194
Balders Død.
benyttede imidlertid Loke sig til at volde Balders Død. Da de andre Guder morede sig med at skyde paa den usaarlige Gud, trykkede Loke Høther, Balders blinde Broder, Buen med den farlige Vaand i Haanden, og Misteltenen foer gennem Balders Bryst. Guderne forfærdedes, men hvad der var sket, var uopretteligt; Balder maatte drage til Hels mørke Bolig.
I deres store Sorg besluttede Aserne at sende Budfærd til Underverdenen for at formaa Hel til at give dem den døde tilbage, og Lokes Datter indvilligede ogsaa heri paa det Vilkaar, at alt i Verden, livløst og levende, vilde begræde Balder. I Virkeligheden græd da ogsaa den hele Natur, Guder og Mennesker, livløst og levende. Dog traf de udsendte Mænd i en Hule en Jættekvinde taareløs; hun hed Thøkk og var ingen anden end den forklædte Loke. Hun sang:
Thøkk med tørre
Taarer kun græder
ved Balders Baalfærd,
lidt hans Død
eller Liv jeg ænser:
Hel skal gemme, hvad hende gaves!
Og saaledes var Balder uhjælpelig tabt for Guderne.
Men over for Loke var Maalet nu fuldt. Alle Guder vendte sig imod ham; de fangede ham og spærrede ham inde i en Klippehule. Her ligger han bundet, en Orm er hængt over hans Hoved og spyr sin Gift paa ham. Lokes trofaste Hustru Sigyn holder dog en Skaal under Edderen. Naar den er fuld og maa tømmes, drypper Giften paa Loke, der vrider sig rædsomt, saa at hele Jorden ryster derved; Menneskene kalde det Jordskælv. Først naar Verdens sidste Stund kommer, vil Loke rive sig løs. Om dette »Gudernes Tusmørke« vil der senere blive fortalt, men forinden skulle vi betragte enkelte andre af Nordens mangfoldige Guder og Aandevæsner.
Gudernes Tal var stort, og der kom stadig nye til, efterhaanden som Aarhundrederne skrede. Vi have allerede set, hvorledes nye Guder opstode af Tilnavne eller Tiltaleformer (Freyr og Balder egentlig: Herre), og hvorledes enkelte Sider af Guddommen løsreve sig for at optræde paa egen Haand. Men endvidere fødte Anelsen
