199
Gudernes sidste Kamp.
De Dyr, som have Varselstemme, bebude den kommende Fare. Den gyldenkammede Hane galer i Asers Verden, den fagerrøde i Jætters, den smudsigrøde i Hels Rige, og Helvedhunden Garm gør ved Gnipahulen. I tre Aar raser Kiv og Kamp i Verden, Broder dræber Broder, og Søn Fader, det er Øksetid, Sværdtid, Stormtid, Ulvtid. Tre Aar igennem varer en uafladelig Vinter, Ulvene sluge Sol og Maane, Jorden skælver, saa at Træerne løsnes, Havet skrider over Stranden. Loke og Fenrisulven rive sig løs, og Jætterne storme fremad; Muspelhejms (Ildverdenens) Sønner, førte af Surt, komme ridende sønden fra. Men Guderne ere advarede ved Hejmdals lydende Horn, og de gaa uforsagte i Kamp. Thor dræber Midgaardsormen, men han segner død under Virkningen af dens Edder. For Fenrisulvens Bid maa Odin synke, men Vidar hævner hans Fald og dræber Ormen; Garm og Tyr, Loke og Hejmdal fælde hinanden. Frø bliver dræbt af Surt, som slynger en Ild, der fortærer Verden.
Op af Havet skyder en ny Jord, grøn og skøn som den tidligere, men her vokser Komet selvsaaet. Solen føder en ny Sol, og Aserne samles paa Idesletten; de tale om den store Kamp og om Fortiden. De finde igen i Græsset de gyldne Brikker, hvormed de fordum legede. En Mand og en Kvinde har overlevet Undergangen, og fra dem spreder sig en ny Menneskeslægt over Verden.
Der staar endnu tilbage at give nogle Oplysninger om
Nordboernes Gudsdyrkelse. Nordboerne henvendte sig til deres Guder
med Bøn og Paakaldelse, de havde sikkert ogsaa særegne
Formularer, som de kunde anvende. »Hona, en hedensk Præst — staar
der i en irsk Fortælling om, hvordan en Vikingeskare blev
indesluttet og belejret — steg op paa Muren, bad til sine Guder, øvede
Tryllekunster og bød sit Folk at bønfalde Guderne«. Især viste
man dog sin Gudsfrygt ved Ofringer, Blot (ved blót forstodes ofte hedensk Gudsdyrkelse i Almindelighed, men sædvanligst brugtes det
om Ofringer). Foran Gudebilledet eller paa de Steder i en Lund,
ved en Kilde eller Høj, som ansaas for hellige, henlagdes Brød,
Kød, Sæd eller Frugter, eller man slagtede Offerdyret, brændte det
til Gudens Ære eller besmurte Gudebilledet med Blodet.
Endogsaa Mennesker kunde man ofre, dog skred man kun dertil ved store Foretagender, over for de højeste Guder, eller i den mest paatrængende Nød. Efter Prokops Udsagn var det til den øverste Guds Ære, at man dræbte den første Fange i Krigen. Dudo,
