10
Forandringer af Jyllands Vestkyst.
Mand af By og Herred kaldtes sammen, som naar Fjenden faldt ind i Landet, for at stoppe med Ris og Rør. Endnu i vore Dage giver Vesterhavets ædende Kraft sig Vidnesbyrd; saaledes rykker paa et enkelt Punkt i Vendsyssel Klintens Kystlinie aarlig 8 Fod ind i Landet. I det sidste Hundredaar ere ikke mindre end een By ved Agger og tre Sogne i Sønderjylland blevne tabte til Havet, og dog have Landets Indbyggere igennem mange Aarhundreder og stadigt med større Kraft og Kunst søgt at gærde Kysterne.
Jyllands Vestkyst er i det hele den Del af Landet, som stærkest har forandret Form i Tidernes Løb, og allermest har Slesvigs Kyst maattet lide. Vi kende fra den historiske Tid en Række af Vandfloder, der have flosset Kysten og plyndret og ranet dens Jord. Saaledes nævnes store Oversvømmelser allerede i det 12. Aarhundrede, en Stormflod paa Valdemar Sejrs Tid (1218) bragte flere Tusinde Mennesker Døden i Bølgerne; men endnu større Ry for Grumhed havde Vandfloden paa Marcellusdag den 16. Januar 1362, der i Traditionen betegnedes som den store Menneskedrukning, de grote manndrenke. Maaske allerede dengang, men i hvert Fald ved Stormfloden Allehelgensdag 1436 løsreves Pelworm fra Nordstrand; vel forenedes de to Øer igen ved Digearbejder i det 16. Aarhundrede, men en uhyre Oversvømmelse Søndagen den 11. Oktober 1634, hvorved over 6000 Mennesker druknede, skilte Nordstrand for altid fra Søsterøen. Saaledes er det ikke Historikerne muligt for et bestemt Tidspunkt at give et nøjagtigt Omrids af Sønderjyllands Vestkyst; den hosstaaende Tegning vil dog give en Forestilling om, hvorledes i Aarhundredernes Løb Kysten formentligt har skiftet Form og Bygning. Store Strækninger ere i nyere Tid ved Inddæmninger vundne fra Bølgerne til nyttigt og frugtbart Land, men fuld Gengæld for de siden Oldtiden tabte Omraader er endnu ikke vundet. Anderledes er Forholdet i Landet mellem Ejder og Elben. Thi her har Havet maattet flytte sin vaade Fod tilbage, saa at Kystlinien er rykket een Mil, mange Steder halvanden Mil længere mod Vest end i Oldtiden. Og i Sammenligning med Oldtiden besidde Sønderjyllands Beboere nu, hvad de have inde, med langt større Sikkerhed end fordum. Den egentlige Inddigning af Stranden begyndte først hen i Middelalderen. I Oldtiden boede man paa Gestranden eller paa de højtliggende Steder uden for den; man frelste sig ved Højvande og i Stormtider op paa de høje Punkter, Wurth eller Warf, hvor man havde forskanset sig. Først i 11.—12. Aarhundrede byggedes de egentlige Havdiger, det sluttede Værn, der skærmede det hele Landskab.
