230
Ansgar paatager sig Missionen.
Ansgar besad udmærkede Evner til at træde i hans Fodspor og blev Klosterets Hovedprædikant i Kirken.
Da der nu blev Tale om at skaffe en Mand til at ledsage Kong Harald til Danmark, kunde Wala, Adalbards Broder, der efter hans Død var bleven Abbed i Corbie, ikke foreslaa nogen, der var mere egnet hertil end Ansgar. Han blev kaldt til Hoffet i Ingelheim og havde ikke saa snart af Wala hørt om Planen, førend han erklærede sig rede til at drage af Sted. Ansgar førtes derpaa frem for Kejseren, og endnu en Gang forestillede Wala ham, hvilke Farer og Besværligheder han udsatte sig for; som Benediktinermunk havde Ansgar ingen Forpligtelse til at deltage i Mission, hvorfor alt beroede paa hans frie Valg; men han blev ved sit Forsæt.
Mange fandt, at Ansgar handlede taabeligt ved at forlade sin smukke Stilling i Korvei for at prædike blandt vilde Hedninger. Men da de endog søgte at faa ham til at opgive sit Forsæt, undgik han deres Selskab og vandrede daglig ud til en nærliggende Vingaard, hvor han styrkede sig ved Bøn og Læsning. Dette saa en ung Munk, Autbert, der var i Walas Følge; han opsøgte Ansgar i hans Ensomhed og spurgte, om det virkelig var hans faste Forsæt at drage til Hedningerne. Ansgar, som maatte tro, at ogsaa Autbert vilde friste ham til Frafald, svarede: »Bring ikke Uro ind i mit Sind ved saadanne Spørgsmaal!« Men Autbert svarede: »Jeg spurgte kun saa, fordi jeg, hvis Du holder fast ved dit Forsæt, aldrig vil kunne finde mig i, at Du gaar alene. Jeg vil for Guds Kærligheds Skyld ledsage Dig og bede om Abbedens Tilladelse dertil.« Ansgar rørtes inderlig herover og sluttede sig nøje til den fundne trofaste Ven. Wala gav ogsaa sit Samtykke, men som mange andre undrede han sig over, at den unge, fornemme Mand, der havde en glimrende gejstlig Løbebane i Vente, vilde paatage sig et saa byrdefuldt Kald.
Kejser Ludvig tog Afsked med Kong Harald og skænkede ham smukke Gaver; ligeledes forsynede han Ansgar og Autbert med Kirkekar og den fornødne Udrustning til Rejsen. Allerede under Farten ned ad Rhinen maatte de to Munke mærke, hvor lidt en simpel Kutte var i Stand til at indgyde Danskerne Agtelse; man viste dem intet Hensyn. Først i Köln blev deres Stilling bedre, idet Bisp Hadebald overlod dem et velindrettet Skib med to Kahytter. Kong Harald fandt saa stor Behag i dette Fartøj, at han selv gik om Bord deri og benyttede den ene Kahyt, medens han
