Spring til indhold

Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/264

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

242

Hasting erobrer Luna.

Hasting op, greb et Sværd og knuste med et Hug Bispens Hoved, medens samtidig Følget drog de skjulte Vaaben frem og anrettede et stort Blodbad paa den forsamlede Mængde. Saaledes blev Byen erobret; men det var en stor Skuffelse for Vikingerne at erfare, at den tagne Stad ikke var Rom.

Dette Middelhavstogt var saaledes rigt paa Bedrifter og dristig Daad; dog skulde Vikingerne ogsaa bringe bitre Minder med hjem fra deres Fart. Da de nemlig sejlede gennem Strædet ved Gibraltar, overfaldtes de af en forfærdelig Orkan og led store Tab; over 40 Skibe skulle være gaaede under. Efter et heldigt Indfald i Navarra styrede Flaaden til Bretagne, nogle Skibe gik dog til Irland, hvor man endnu længe efter saa mauritanske Blaamænd, som vare tagne til Fange paa dette Tog.


Medens, som fortalt, Fastlandets Kejserrige kløvedes i tre Riger, var der i England foregaaet den modsatte Forandring, at dets Smaastater vare blevne samlede til eet Rige. Kong Egbert af Wessex havde lagt samtlige Kongeriger under sin Herskermagt (829), selv om Underkonger vedbleve at styre flere af Landene. Vikingernes Anfald havde vel nok bidraget til at fremme denne Enighed, den ved Sammenslutning vundne Styrke skulde nu hjælpe til at holde Plyndrerne borte. England regeredes af dygtige Herskere; især udmærkede Kong Alfred, Egberts Sønnesøn, sig ved den Klogskab og Udholdenhed, hvormed han optog Kampen mod Fjenderne fra Havet. De Danske maatte tage fat paa nye Angrebsmaader.

Ved Tiden 865 dannede »den store hedenske Hær« sig. Efter at have skaffet sig Heste, blev den delvis en Rytterhær og tog fast Stade paa engelsk Grund, nemlig i Østangel, hvis Beboere maatte slutte Forlig med den. Paa den Tid var der Tronstridigheder i Northumberland; Ælla, en Mand, der ikke havde kongeligt Blod i sine Aarer, havde svunget sig op paa Tronen og fordrevet den tidligere Konge Osbryht. De Danske benyttede sig af Urolighederne og rykkede ind i Landet, hvis Hovedby York faldt i deres Magt. Dette bevægede de to Konger til at slutte Forlig for i Enighed at gaa mod Nordboerne, men i en Kamp ved York bleve de slaaede, og begge Konger faldt 867. Nu kunde Danskerne udvide deres Magt helt op til Tyne, endog Folket Nord for denne Flod i Bernicia maatte slutte Fred med dem og snart efter helt undergive sig dem.

Ved dette faste Støttepunkt i Nord blev Angrebene langt lettere