Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/273

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

251

Ansgars Drømme.

Ansgar svarede: »Jeg veed det, og jeg veed, hvor Fulbert nu er«. Det var denne fulde Forvisning om Sandfærdigheden af Drømmes Udsagn og om deres Forbindelse med de virkelige, samtidige eller kommende Begivenheder, som altid raadede hos Ansgar, og de Ord: »Vort Borgerskab er i Himlen«, havde for ham en egen Betydning. Han havde selv grublet over de Aabenbaringer, han saaledes modtog, og han nævner tre forskellige Veje, ad hvilke de kom i hans Sind: i Drømme, ved en indre Aabenbaring for Sjælen eller ved Henrykkelse (Ekstase).

I sit Gudsforhold og i sin Andagt følte Ansgar Hjertets Sønderknuselse som det højeste, og han mente, at Livet skulde leves i Sorg og Taarer. Derfor bedrøvedes han, naar denne Tilstand ikke var over ham, eller naar Taarekilden syntes tørret, selv om Hjertet var bedrøvet. Først i sine sidste Aar fik han den Lethed til Graad, som Alderdommen giver og han saa højlig ønskede sig.

Nu kan man vel sige, at et saadant Liv i Drømme og i Sønderknuselse ikke udmærker et sundt, men et sygt Gemyt. Det er da værdt at mindes, at Ansgar følte det drømte og anskuede som noget, der skete i den virkelige Verden, og at han dernæst var for sund en Natur til, at Drømme og Syner skulde slappe ham saaledes, at Ligevægten tabtes og det jordiske Fodfæste gled bort. Ansgar vidste, at det legemlige og jordiske ikke turde forsømmes, han var selv en flittig Arbejder, han afskrev tykke Bøger og forfattede i alt Fald eet Skrift (den hellige Willehads Mirakler), eller han flettede Fiskegarn, medens han sang Salmer. Derfor forlangte han ogsaa af Missionspræsterne, at de selv skulde erhverve sig deres Underhold. Ogsaa i Styrelsen af sit Stift var han virksom og omsorgsfuld, han lagde i høj Grad Vægt paa Kirkens humane Pligter at hjælpe de fattige og syge. Saaledes gennemførte han for Stiftet den i Benediktinerklostrene gældende Grundsætning, at en Tiendedel af alle Indkomster tilfaldt de fattige tilligemed en Fjerdedel af alle Gaver; dertil lagdes yderligere hvert femte Aar en Tiende af alt Kvæg. Ansgar lod et Hospital bygge i Bremen for syge og fattige; han var yderst godgørende og bar altid en Pung med Penge ved sin Side.

Det vil være let at nævne Missionærer, som havde større Dristighed og Djærvhed, mere Fortrøstning til at storme Skanser og gennembryde Forhindringer end Ansgar. Vi se ham i Frankerriget yderst ængstelig for at krænke nogen Embedsbroders Ret, han er angst for at bryde ind paa Ebos Omraade, han er be-

32*