253
Ansgars Dod.
om, hvor meget han havde udstaaet og hvorledes alle hans Livs Dage vare gaaede som en Lidelse i Guds Kald. Ansgar kunde dog ikke finde Trøst, indtil han en Dag under Messen som ved en Aabenbarelse hørte en Stemme bebrejde ham hans Tvivl og forsikre ham, at Gud ingenlunde svigtede sine Løfter. Fra dette Øjeblik af følte Ansgar sig trøstet.
Marie Renselsesdag (2. Februar) nærmede sig, og Ansgar ønskede inderlig at dø paa Festdagen. Efter at Messen var holdt, samlede han Brødrene om sig og formanede dem til nidkær Virken for Gud, men især lagde han dem Missionen blandt Hedningerne paa Sinde. Under Salmesang og Bøn skred Dagen til Ende, Natten gik paa samme Maade, og ved Morgengry nød Ansgar det hellige Sakrament. Han sukkede endnu: »Herre, i Dine Hænder anbefaler jeg min Aand«, men saa svigtede Stemmen ham, og med Øjnene fæstede mod Himlen sov han ind (3. Februar 865).
Forinden sin Død havde Ansgar beskikket sit Hus. I et Brev til Kong Ludvig den Tyske og til hans Søn Ludvig havde han formanet dem til fremdeles at have Missionen i Tanke, og han havde vedlagt Afskrifter af Pavens Privilegier; saadanne bleve ogsaa sendte til næsten samtlige Bisper i Riget.
Ansgar begravedes foran vor Frue Alter i St. Peters Kirke i Bremen.
