Spring til indhold

Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/330

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

306

De Danske i Guinea.

Ingen tør derfor dadle Kong Karl for at han afstod den rige Provins ved Seinen. Tidens Forhold havde gjort det nødvendigt. Og naar man med Blikket i Fremtiden ser paa, hvad denne Afstaaelse havde til Følge, maa man vel snarere sige, at den var til Lykke for Frankrig. Der var sat en Grænse for alle Vikingeangreb fra Norden, en Vagtpost var plantet ved Frankrigs Hovedflod, som skulde blive Udfaldsport for Erobringer mange Steder hen, og overalt skulde det være fransk Kultur og Aand, som den bragte med sig. Inden for selve Frankrig kom den normanniske Aand til at virke som et gærende, syrende Element, der, hvormeget det end tog Farve og Tilsnit af Omgivelserne, dog bevarede sit Særpræg og fremfor alt kundgjorde sig ved en frodig Skabertrang og dristig Virkelyst.


Paa samme Tid, da de Danske i Begyndelsen af det 10. Aarhundrede toge Seinelandet i varig Besiddelse, fandtes der paa flere Kyster af Landene mellem Normandie og Danmark Kolonier og Vaabenpladser, der tjente som Udgangspunkter for Hærtog. Paa den Del af den franske Kyst, som strækker sig længst frem imod England, laa i Middelalderen Grevskabet Guines, der ved Sumpe og skovklædte Højder langs dets Grænser dannede et vel forskanset Land med Midtpunkt i den stærke Borg Guines (tæt bag ved Calais). Omtrent 928 — siger en flandersk Krønike — opkastede Sigfred sig til Herre over dette Landskab. Han nedstammede fra dets gamle Høvdinger, men nærmest var han dog knyttet til de Danske, idet han i lang Tid havde tjent sin Slægtning, den danske Konge, og ved hans Side vundet stor Berømmelse som Kriger.

Da Sigfred hørte, at Grev Arnulf af Flandern havde taget hans Hjemland i Besiddelse, forlod han med en Flok Krigere Danmark og bemægtigede sig Guines, hvis Hovedby han omgav med Volde og Grave. I sin Vrede herover vilde Grev Arnulf gribe til Vaaben; dog stævnede han først den dristige Høvding for sig. Sigfred »den Danske«, som han hed, tog ikke i Betænkning at komme til Arnulfs Hof, og det lykkedes ham at forsone Greven. Han havde en Fortaler i Knud, en Broder til den danske Konge — altsaa vistnok Knud Danaast — der netop da opholdt sig ved det flanderske Hof og som god Ven af Sigfred, der ofte havde været i hans Tjeneste, gik i Forbøn for ham. Saaledes beholdt da Sigfred det tagne Land; han blev snart Arnulfs trofaste Kriger og gode Ven.

Det er, som alt sagt, en flandersk Krønike, der giver Beretning