311
Slaget ved Brunnanburh.
mod nogen Helt
mod nogen Helt
i Flok med Olaf
til Landet faren
paa Baades Barm
over Bølge-Bruset
fejg til Døden.
Fem og faldt
i Kampkredsen
Konger unge
i sværvoldt Slummer
saa og syv
af Olafs Jarler,
i utalt Hob
Sømænd og Skotter.
Dér sloges til Flugt
Nordmænds Fører,
af Nøden kuet,
kom til Skudens Stævn
med svunden Skare.
Fra Kysten Kongen
Knøren stødte,
paa gulgraa Bølge
bjerged Livet.
Mod Nord og den snilde
med flyende Skare,
kom til sit Kongeland
Konstantin.
Ej graahaaret Helt
prale behøved
af krydsede Klinger
paa Kampvolden,
af Maag og Ven
i Sværdmødet myrdet,
til Uliv saaret.
Ej heller Olaf
og levnet Skare
lo, naar de meldte,
at i Dyst ved Daad
de djerve sig teed,
da Mærkerne mødtes
i Kamp-Mylderet,
Pilskud sused
og Mændene segned
i Vaaben-Vrimlen
paa Valstedet,
og at med Edvards
Afkom de leged.
Til naglslaaet Skude
skyndte sig Nordmænd,
af Landsestik lede;
paa larmende Sø
over dybe Vande
mod Dublin de styred,
i harmfuld Hu
til Hjemsted-Havnen.
Nu de baade
Brødre tilsammen
Konge og Ædeling
til Odel droge,
til Vestsachsers Vange
vaabenfro.
Lig bagved sig
som Lod de levned
for skumle Ravn
i det sorte Skrud
med hvasse Hornnæb,
og for hvidrygget,
graakjortlet Ørn,
Aadslets Æder,
for graadige Hærfalk
og det graa Udyr
Ulv i Skove.
Kong Æthelstan døde 940 og efterfulgtes af sin unge Broder Edmund. Der udbrød da nye Uroligheder i Northumberland, og det viste sig snart umuligt at bevare Landet. Den gamle Tronfordrer Olaf, Sigtrygs Søn, blev taget til Konge i York og fandt Tilslutning hos de Danske og Norske i Mercia. Efter nogle Kampe fik de to Ærkebisper Wulfstan af York, der straks havde sluttet sig til Olaf, og Odo af Canterbury, der var af dansk Herkomst, en Fredsslutning i Stand, ved hvilken Olaf beholdt det nordlige Rige.
Derimod blev det Kong Edmunds store Bedrift, at han be-
