379
Ærkebisp Liawizo.
IV.
Kong Svends Forhold til Kirken I Danmark. Hans Død og Eftermæle.
Fredelig Gerning trives ikke under Krige; det kan ikke undre os, at der paa denne Hærtogstid kun mærkes lidt til, hvordan den kristne Tro yderligere befæster sig i Danmark.
Ærkebisp Adaldag var død 988 efter at have beklædt Bispeværdigheden i et halvt Aarhundrede. Han havde udfoldet en glimrende Virksomhed, der dog for Nordens Vedkommende mere havde sigtet mod en Ordning af den ydre Kirke end mod Omvendelse fra den gamle Tro. Hans Eftermand blev Italieneren Liawizo (Libentius), der fra sit Hjemland var fulgt med Adaldag paa en af hans Rejser. Han var baade lærd og from, en Munk i Sind og Skind, men aldeles ikke egnet til at varetage de store Hverv, som paahvilede Bremersædet. Liawizo vides aldrig at være draget til Danmark, hvorimod han sendte Sendebud til Kong Svend med Bønner og Henstillinger og hyppigt med Gaver. Efter at hans eget Bispedømme var blevet angrebet af danske Vikinger, lod han Bremen befæste.
Bremerkirken havde historisk Ret til den kirkelige Myndighed over Norden som den, der først plantede Kristendommen her og derfor havde erhvervet den Overhøjhed, som Paven kunde skænke. Men i det stille havde Indflydelsen fra Landene i Vesten været langt betydeligere. Den levende Forbindelse gennem Aaringer med de nordiske Nybygder i England og Frankrig havde haft en stærk Indvirkning, og endnu om Harald Blaatands Tid hedder det, at Præster kom til Danmark baade fra England og fra Sachsland.
Paa Kong Svends Tid er det afgjort ved Englændere og ved indfødte danske Mænd, at Kirken i Danmark mest faar Flor. Derimod synes den fra Bremen udgaaede kirkelige Organisation af Landet helt at være rokket. Der var mulig i de sidste Aartier af det 10. Aarhundrede bleven indsat en Biskop i Odense, men denne Post er senere atter ophørt. I Jylland var paa denne Tid Aarhussædet ubesat, og Slesvigbispen var flygtet. Gennem lange Tider hvilede derfor det største kirkelige Arbejde paa den ene Bisp i Ribe; til Gengæld var han desto kraftigere i sin Gerning.
Bispens Navn var Odinkar, og han var en nær Slægtning af Odinkar Hvide, som havde virket allerede paa Harald Blaatands Tid. Den ældre Odinkar havde sat sig til Opgave at prædike Guds
48*
