380
Biskop Odinkar.
Ord i de Landsdele af Danmark, som hidtil havde holdt sig mest tilbage, nemlig Fyn, Sjælland og Skaane, ligesom han var bleven sendt som Bisp til Sverige. Hans Prædiken havde, netop fordi han var Indbyggernes Sprog mægtig, baaret megen Frugt, og han mindedes med Ærefrygt i Bremen, hvor han blev begravet.
Den yngre Odinkar var Søn af en overmaade rig Høvding Jarlen Toke og nedstammede i øvrigt fra Kongeslægten. Efter at være undervist i Skolen i Bremen — han var bleven døbt af Adaldag og bar derfor tillige hans Navn — blev han sendt af den danske Konge til England for at erhverve sig gejstlig Lærdom; han rejste derpaa i Frankrig, og da han kom hjem som en kundskabsrig, videnskabelig uddannet Mand, indviedes han af Libentius til Ribe Bispestol (ved Tiden 1000). Herfra udfoldede Odinkar en betydelig Virksomhed, han gav store Ejendomme til Ribestolen, og da de andre jydske Bispesæder stode ledige og han saaledes en Tid var Jyllands eneste Biskop, søgte han ved skænket Gods at forberede den Tid, da de atter kunde faa gejstlige Høvdinger.
Odinkar var en saare from Mand. Det fortælles om ham, at han i Langefasten hveranden Dag lod sig pidske af en af Præsterne. Han overlevede baade Kong Knud og hans Sønner (død 1043).
Kong Svend satte den engelske Bisp Godebald til Lærer i Skaane. Denne skal stundom have prædiket i Sverige, ofte i Norge. Derimod nævnes der intet Eksempel paa, at en Tysker paa denne Tid er bleven viet til et dansk Sæde, og dette Forhold — ligesom ogsaa, at de jydske Bispesæder stod tomme, og at Stifterne alle vare underlagte den ene danskfødte Mand Odinkar — synes bestemt at pege paa, at Svend saa meget som muligt afviste den tyske Ærkebisps Indblanding.
Magister Adam, som overalt højlig fremhæver Bremerkirkens Fortjenester, har da ogsaa hørt, at der paa disse Tider er kommet Bisper og Præster fra England for at prædike Evangeliet i Norden; hvis det er sandt — siger han — er Hamburgkirken ikke misundelig, fordi ogsaa fremmede have gjort vel imod dens Børn.
Kong Svend skal have ladet flere Kirker bygge og skænket Gods til Bispers og Præsters Underhold; vi høre dog intet nærmere om, hvilke disse Kirker vare. Efter alt at dømme har Kong Svends Interesse for Kirken ikke været saa levende, som den var hos hans Fader eller senere hos hans Søn Knud. Svends Maal og Lyst var fremfor alt Søtog og Erobringer, men der er i øvrigt ingen Grund til at tvivle om, at han var venlig stemt mod Kristen-
