384
Slaget ved Ashington 1016.
vestlige Shirer og udkæmpede to haarde Kampe med Knud, der var draget efter ham. Knud fandt det da raadeligst igen at tage fat paa Belejringen af London. Atter søgte Edmund at samle Tropper i Vesten, og han var godlidende nok til at tage Eadric i sin Tjeneste, da denne paa ny søgte hans Venskab. Det lykkedes vel Edmund at forjage Knud fra Lejren om London, men Danskerne kom snart tilbage og søgte desuden ved Plyndringer rundt om at udmatte og hidse Modstanderne. Edmund optog utrættelig Kampen mod dem og de Danskes Stilling var meget betænkelig.
Den alvorligste Kamp fandt Sted ved Ashington Nord for Themsmundingen. Ravnemærket syntes at spaa Danskerne Sejr, eftersom Ravnen gabede med Næbbet og baskede med Vingerne, og Kong Knud optog frejdigt Edmunds Angreb, da han fra en Højde kom styrtende ned paa Sletten mod de Danske. Det holdt dog haardt for dem at holde Stand; først da Eadric efter hemmelig Aftale med Knud var begyndt at fly med sine Skarer, vandt Danskerne atter frem. Kampen varede til Solen var sunket og Maanen skinnede, men da var Sejren ogsaa Knuds.
Slaget havde været haardt og vekslende; det var maaske i denne Kamp, at Sjællænderen Tymme — saaledes som Traditionen fortalte hans Bedrift — da han saa Mærkerne vige, brød en Gren af et Træ, fæstede den paa sin Lanse som et Banner og med de Danskes vante Kampraab kaldte Skarerne til fornyet Angreb og sejrende Indhug. Knud gjorde den tapre Kriger, uagtet hans ringe Herkomst, til sin Mærkesmand. Næste Dag kunde de Danske begrave deres døde, medens Ligene af et stort Antal af de fornemste Angelsachsere laa hen som Føde for Himlens Fugle og Markens Dyr. Knud gik derpaa til Skibene og sejlede til London.
Endnu en Gang samlede den utrættelige Edmund en Hær i Nordengland. Det lod til, at Riget helt skulde opslides under de uendelige Kampe med det skiftende Held. Da besluttede Stormændene at forsone de to Konger, der syntes jævnbyrdige i Styrke og Dygtighed. Hærene vare rykkede imod hinanden hen imod Severn, da det bestemtes, at Kongerne skulde mødes paa en Ø i Floden.
Her sluttedes saa en Overenskomst om, at Knud og Edmund skulde indgaa Broderskab og dele England mellem sig saaledes, at den danske Konge fik Mercia og de nordlige Landsdele, Edmund Østangel og London foruden alle de sydlige Provinser.
Da døde Edmund den 30. November 1016. Der er ikke Tvivl
