393
Kong Olaf og Kristendommen.
af sin føre, stærktbyggede Skikkelse — agtede nu at fuldføre den Gerning, som hans Forgænger Kong Olaf Tryggvason havde begyndt, nemlig at formaa hele Norges Folk til at antage Kristendommen. I Viken havde den kristne Tro tidligst fundet Indgang, og hjulpet af Befolkningens mange fredelige Forbindelser med Danmark og Landene i Vesten havde den her faaet ret god Vækst. Det var fremdeles lykkedes Kong Olafs Navne at kristne hele det vestlige Kystland saa langt mod Nord som til Helgeland, men Troen var ikke trængt dybt ind i Folket, og mange hedenske Skikke og Forestillinger holdt sig endnu haardnakket. Jarlerne Erik og Svend havde ikke været virksomme for, at Kristendommen blev overholdt, og paa mange Steder i Fjeldbygderne, især i Oplandene, blotede man endnu uforstyrret.
Da Hedenskabet havde Tilhold hos Smaakongerne i Landets Indre, maatte Olaf først gøre det af med deres Magt; de bleve fangne og enten lemlæstede eller jagne ud over Grænsen. Overalt i Landet, hvor Olaf traf Hedenskab, fór han frem med Ild og Vaaben eller straffede haardt, hvorpaa han byggede Kirker og indsatte Præster over Menigheden.
Allerede paa Grund af denne Fremfærd havde Olaf samlet sig mange Fjender. Men Olaf havde ikke heller ret Forstand paa at knytte de store til sig. De indsaa vel, at Kongen gjorde en stor Gerning ved at samle Norge til Enhed, ved at udrydde mange onde Skikke og ved at gennemføre fortjenstfulde Love; men ved sin haarde og hensynsløse Opførsel stødte han dem fra sig eller æggede dem til Modstand. Mange af disse Fjender samledes i England, men selv de Høvdinger, der forbleve i Norge, forebragte Klager ovre hos Kong Knud og æggede ham til at vinde Norge. Til sidst afsendte han da ogsaa et prægtigt udstyret Gesandtskab til Olaf; det bragte Brev og Indsegl med fra Kongen og krævede, at Olaf enten skulde afstaa Riget eller svare Knud Skat deraf. Men Udsendingene fik det Svar, at Olaf vilde med Od og Eg værge sit Rige.
Et af Olafs første Skridt var at drage Sveriges Konge, Anund Jakob, over paa sin Side. Denne maatte frygte for, at Knud, hvis Magt strakte sig over mange Østersølande, vilde blive ham en farlig Genbo, og hvor meget end Knud søgte at vinde Anund til Forbundsfælle, kunde hans med Guld rigt forsynede Sendemænd intet opnaa, men kom tilbage med uforrettet Sag. Men Anund og Olaf traf Overenskomst om et fælles Tog mod Danmark.
Danm. Riges Hist.
I 50
