401
Kong Knuds Styrelse af England.
Vold og Uret eller ved Embedsmænds Overgreb, han paabyder som Borgerpligt, at man lever gudfrygtigt og sædeligt, og han værner om Ægteskabet og Hjemmet. Knud har krævet mange Skatter, men man ydede dem uden at klage, fordi man følte, at Pengene anvendtes til Landets og Borgernes bedste.
Vi have set, at Knud lige fra sin Tronbestigelse havde knyttet sig nøje til Gejstligheden — saaledes som det jo ofte har været Tilfældet, hvor en ny Slægt erhverver et Lands Trone — han havde gjort sin og Kirkens Sag til eet, og han havde vist stor Rundhaandethed over for Præster og Munke. Men der kan ikke heller være Tvivl om, at Knud var oprigtig troende og havde et alvorligt og religiøst bevæget Sind. Hans Tro og Gudsfrygt udsprang af mere end Følelse af Nytte eller politiske Hensyn; saa varme Ord som dem, der lyde i hans Breve og Love, faar kun den paa Læben, der virkelig føler Troens Magt, og hans Gerninger tale jo i samme Aand som hans Ord. Den Ydmyghed, som han bar over for Gud, har faaet et smukt Udtryk i Fortællingen om, hvorledes Knud forgæves bød Havet vige. Det hedder i et normannisk Digt saaledes:
Tre Riger tjente nu under Kong Knud,
faa fristedes til at trodse hans Bud.
Og dog en Gang han mistede Magt,
og et af hans Bud ej holdtes i Agt.
Ved London ligger ved Themsens Strand
en Kirke — den Westminster hedder forsand;
did Kongen kom paa gangende Fod,
ved Flodens Bred han stille stod.
De Bølger randt over hviden Sand
og stege højt over flakke Strand,
de rulled trodsig imod Kong Knud.
Da strakte Kongen sit Scepter ud
og sagde til Bølgen: »Tilbage gaa,
med Spiret ellers jeg skal dig slaa!«
Men Floden sig lidt om hans Tale brød
og Vandene videre fremad skød.
Kongen vented en Stund i Mag,
da gav med Spiret han Bølgen et Slag.
Bølgen ej ænsed hans Overmod,
den vælted frem over Kongens Fod.
Da Kongen mærked, at Tiden skred
og Bølgen for ham ej flygted et Fjed,
med Hoffets Mænd han tilbage tren
og stille stod med Fod paa en Sten,
han løfted op sine Hænder mod Øst:
Danm. Riges Hist.
51
