Spring til indhold

Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/428

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

404

Svends og Alfifas Styrelse af Norge.

(Figg. 150—51). Man vil hyppigt paa disse Mønter finde Korset og andre kirkelige Tegn anvendte.

I England holdtes der Fred i de 19 Aar, Kong Knud regerede, om der end paa Landegrænserne i Vest og Nord blev kæmpet forskellige Kampe. Et Hærtog mod Skotland, som Knud foretog kort efter sin Romerrejse, bragte nogle Riger i det sydlige og midterste Skotland for en Tid ind under hans Herredømme. Hans Magt over Danmark og Rigerne ved Østersøen synes ikke at være bleven rokket, derimod viste det sig ikke muligt at bevare de Norskes Troskab.

Fil:Danmarks Riges Historie vol.1 404.jpg
150. Mønter fra Knud den Stores Tid, prægede i Lund, Roskilde, Ringsted.

Alfifa og hendes Søn havde søgt at forøge Regeringens Indtægter ved at paabyde nye Afgifter og Skatter, saaledes ved at fordre af hver Bonde en vis Del Fødemidler ved Juletid og en Afgift af dem, der drog paa Fiskeri. Ligesaa forlangte de af Bønderne Hjælp til at bygge Kongens Gaarde, og Ledingspligten fastsloges nøjere. Det blev endvidere bestemt, at man for Manddrab ikke blot forbrød Løsøre, men Jord, og for at sikre danske Mænds Liv i Norge skulde i Tilfælde af udbrudt Strid een dansk Mands Vidnesbyrd veje op med ti Norskes. Saaledes lyde Sagaernes Skildring af disse ogsaa i senere Tider berygtede Love, men Fortællingen om dem gør sig sikkert skyldig i Overdrivelser, og det er mærkeligt at se flere af disse Bestemmelser komme igen i den følgende Tids Love, saa at det synes, som om Nordmændene indsaa deres Nødvendighed for et velordnet og stærkt Rige. Og hvor meget end de Norske klagede over Byrder og Paalæg, erkendte de, at der var Fred for hver Mands Liv og ikke forefaldt Ran eller Manddrab i Landet. Man fandt desuden Behag i den smukke og velvillige unge Konge.

Ikke desto mindre skulde den dræbte Olaf blive Sejrherre og fordrive de Danske af Landet. Alfifas herskesyge og intrigante Natur bragte hende i Strid med de norske Høvdinger, og den uvillige Stemning, som rundt om raadede, blev yderligere styrket ved, at Høsten slog fejl og Uaar indtraf. Man tænkte tilbage paa