406
Kong Knuds Død.
Sikkerhed i sine Handlinger, som betog Omgivelserne og skabte Tillid til hans Styrelse hos Folket. Det fortælles, at Knud let lod sig henrive af Lidenskab og da kunde begaa grumme Gerninger, saaledes som Drabet paa Ulf Jarl eller paa hans egen Huskarl, men vi mærke dog ogsaa, hvorledes Knud søger at bekæmpe sit Sind, og oftest se vi ham som den velmenende, humane Fyrste, der sørger for Folkets Oplysning og for Kirker og fattige.
Kong Knud havde faaet Tilnavnet den rige d. e. den mægtige; som den, der styrede mange Riger og Lande, var han vel Navnet værd. I Tidens Løb blev Tilnavnet den store ham til Del, og med god Grund. Thi kunde end et Vælde som det, Knud havde bygget, i Længden ikke have Bestand, saa havde han dog grebet betydningsfuldt ind i Udviklingen hos alle de Folk, som vare ham underlagte. Det var i England uhørt, at der gennem saa lang Tid var Fred inden for Landets Grænser, og der var jo ogsaa i Danmark sædvanligvis Fred under hans Regering. Knuds Hærtog til Østersølandene havde sikkert været nødvendigt, og til at erobre Norge, som han vandt næsten uden Sværdslag, var han ægget af Kong Olaf og kaldet af mange af Norges bedste Mænd. De forskellige Folk, som vare blevne stillede under samme Konges Styrelse, havde faaet Lejlighed til gensidig at paavirke hinanden, hvad der ikke blev uden varig Indflydelse paa deres Kulturliv. Men alle Efterretninger synes ogsaa at vidne om, at Knud i Styrelsen af hvert Lands indre Forhold havde store Maal for Øje, selv om han ikke naaede at faa dem gennemførte under den korte Tid, det var ham forundt at leve.
XI.
Kongerne Harald Harefod og Hardeknud. Ophøret af de Danskes Vælde i England. Nordboernes Indvirkning paa det angelsachsiske Samfund.
Vi kende ikke Knuds Tanker om, hvorledes det skulde gaa hans Riger efter hans Død. Formodentlig har han indset, at det vilde være umuligt i Længden at samle saa mange Lande under een Herre, og Norge havde han jo allerede set glide fra sig. Knuds Regeringspolitik havde jo heller ikke sat sig til Maal at skabe nogen real Forbindelse mellem Danmark og England, det ene Land stod fuldstændig uafhængigt af det andet, og i det Øjeblik, da der ikke fandtes nogen Personlighed med Knuds Anseelse og Styredygtighed, maatte Forbindelsen ophøre. Knud har sikkert indset,
