407
Harald tilriver sig Magten i England.
at døde han, førend Hardeknud blev fuldvoksen, vilde det være umuligt at holde England og Danmark sammen under eet Scepter, og at højst hvert enkelt Rige kunde faa en af hans Sønner til Konge. For dog at knytte de Danske nøje til den Søn, der var bestemt til engelsk Tronfølger, har han ladet Hardeknud opholde sig i Danmark saa meget som muligt.
Og her var Hardeknud, da hans Fader døde. Han kunde ikke ile til England, da Norges Konge stadig truede hans Lande. Hans Halvbroder Harald var derimod i England og traadte desto raskere op; han havde ogsaa sin kraftige Moder Alfifa ved sin Side. Haralds Folk bemægtigede sig straks de Skatte, Knud lod bevare i Winchester; de nordlige Landskaber og Søkrigerne i London, der udgjorde den dansksindede Del af Landets Befolkning, hvem Knuds engelsk-nationale Politik ikke havde behaget, tog derfor Harald til Landestyrer, medens Wessex og de andre sydlige Landskaber, med Støtte af Landhæren og under Ledelse af Emma og Jarl Godwin, forsvarede Hardeknuds Rettigheder. England var saaledes foreløbig delt mellem tvende Konger, dog synes Harald at være erkendt som Overkonge. Men den endelige Afgørelse lod ikke længe vente paa sig, eftersom Hardeknud stadig udeblev og Alfifa ved storartede Gæstebud, ved Gaver og Løfter fristede Stormændene til at slutte sig til hendes Søn. Den ærgerrige og magtlystne Godwin gik nu ogsaa over paa Haralds Parti.
Paa denne Tid landede Alfred, en Søn af Emma og Kong Æthelred i England. Vi vide ikke, om Moderen har kaldt ham derover fra Normandie for at styrke hendes Sag, eller om han selv har villet gøre Skridt for at vinde sin Faders Trone, vist er, at Harald frygtede hans Planer og lod Godwin overfalde ham og hans Følgesvende; flere af disse bleve dræbte, blindede eller solgte som Trælle. Alfred selv blev som Fange sendt til Klosteret Ely, men under Vejs udstak man hans Øjne, og han døde af den lidte Overlast (1036). Ikke længe efter blev Emma jaget ud af Landet ved Vintertid, og Harald erkendtes overalt som Englands Konge.
Haralds Regering var ligesaa kortvarig som uberømmelig. Han synes at have været ærgerrig og voldsom; en Krønike, som er ham meget fjendsk, fortæller, at han var lidet gudfrygtig, og at han, naar andre gik i Kirke, var beskæftiget med Jagt og Hunde; hans Tilnavn Harefod stammer maaske fra denne Jagtlyst. Allerede den 17. Marts 1040 sov han hen i Oxford efter et længere Sygeleje; han blev begravet i Westminster.
