Spring til indhold

Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/455

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

431

Adalberts Plan om et Patriarkat

Kirkerettens Fordringer bleve fyldestgjorte. Og nu fandt Adalbert paa et Modtræk, som fuldt vilde tilfredsstille hans umættelige Storhedslyst. Han sværmede for græske Sæder og Sædvaner og for græske Dragter, han brevvekslede med Kejser Konstantin og talte en græsk Prinsesse imellem sine Aner. Nu fik han den Tanke, at Kirkefyrsten i Hamburg-Bremen burde hedde Patriark som Bisperne i Konstantinopel, Antiochia og andre Byer, og at han ligesom disse burde have Ærkebisper under sig. Selve den vestlandske Kirke kendte ikke noget Sidestykke hertil. Men jo mere vidunderligt det tog sig ud, desto mere fristede det netop Adalberts Ærgerrighed, og han anholdt i Rom om, at nye Lydbisper maatte ansættes under ham i de sachsiske og vendiske Lande. Disse Tanker skulde dog ikke blive til Virkelighed, men Adalbert opnaaede i alt Fald, at Paven udnævnte ham til sin Legat og Vikar; han blev pavelig Statholder i Norden med Ret til at indvie Bisper og smykke sit Hoved med den pavelige Mitra (1053). Da derfor den islandske Bisp Isleif kom til Rom for at indvies, blev han henvist til Bremen.

Men ogsaa Kong Svend maatte til Bedste for sine Planer arbejde paa at faa nye Bispedømmer oprettede og Danmarks gejstlige Inddeling endelig ordnet. Odinkar i Ribe havde været Bisp over hele Nørrejylland, hans Efterfølger Val havde Sæde i Viborg, men efter Vals Død (o. 1059) delte Kong Svend Jylland i fire Stifter, Ribe, Viborg, Aarhus og Vestervig. Landet Øst for Store Bælt havde under Knud den Store været delt, men var atter samlet bleven lagt under Avoko i Roskilde, og først ved hans Død (1060) blev Sjællands Bispedømme udskilt fra de to skaanske i Lund og Dalby.

Det maa vække nogen Forundring, at der saaledes i Landet Øst for Øresund kunde grundes to Bispesæder, kun med en god Mils Afstand fra hinanden. Maaske har tilfældig Besiddelse af Jordegods eller en Gaard været det afgørende, men sikkert er det ogsaa, at der tiltænktes Dalby Bispesæde den vigtige Opgave at udbrede Kristendommen hos Blekingboerne og paa Bornholm, hvilke Landskaber endnu vare hedenske. Og medens Lundebispen, »den tykke Henrik«, kun levede for Mad og Drikke, tog den udmærkede og nidkære Dalbybisp Egino fat paa Missionsgerningen. Mange Hedninger omvendte sig og sønderbrød deres Afgudsbilleder, de gav ham Guld og Sølv til at bygge Kirker for, til at understøtte fattige eller til at løskøbe Fanger, hvoraf der var mange i de Egne. Efter Henriks Død blev Egino forflyttet til Lund, og de to Stifter samledes til eet.