433
Adalberts Højhed og Fald.
holdende, at hans Omgivelser fraadsede og ødslede, og at den unge Konge yderligere fordærvedes af Sanserus og Spottelyst. Ærkebispen vilde kun have Smigrere og Gøglere om sig, og Kongens Omgivelser vare af samme Art, aldrig hørte han et advarende, sandttalende Ord. Denne Adalberts Storhedstid varede kun kort, idet Ærkebisp Anno og andre sammensvorne i Januar 1066 tvang Kongen til at fjerne Adalbert fra sig. Ydmyget og fattig maatte han vende tilbage til Bremen. Vel vandt han senere ved forsigtigere Optræden atter nogen Indflydelse, men foruden Anger over hans egen Opførsel havde legemlig Sygdom ramt ham, og den stort anlagte Mand havde Ret i de Ord, han udtalte paa sit Dødsleje: »Jeg har levet forgæves«. Han døde 16. Marts 1072.
Vi have fulgt Ærkebisp Adalberts Skæbne indtil hans Død.
Flere Aar inden denne havde han set sin Magt formindsket paa
eet Omraade, hvor Kirken paa hans Tid i øvrigt havde haft Fremgang.
Naar Bremens Missionsvirksomhed i Norden i de forløbne Aarhundreder saa ofte havde været uden Kraft, maatte dog en endnu større Skam hvile paa den tyske Kirke derved, at Slaverne ved Østersøen vedblev at være Hedninger, ja man syntes end ikke at forarges over deres Hedenskab. Under sin Kamp med Polakkerne havde saaledes Kejser Henrik II den Fromme faaet Hjælp af Liutitierne (i Pommern), mod at han til Gengæld taalte deres Hedenskab, hvorfor de med deres Afgudsbilleder drog frem under det tyske Rigsbanner, og han saavel som hans Efterfølger Konrad II benyttede Venderfolkene som Hjælpere imod de urolige sachsiske Stormænd.
Kun Abodriterne havde antaget Kristendommen. Dette Folks ö kristne Fyrste Uto (Pribignev) havde med en dansk Hustru Sønnen Godskalk, som Forældrene lod opdrage i St. Mikaelskloster i Lüneburg. Men da Uto blev dræbt af en Sachser, flygtede Godskalk fra Klosteret og svor en blodig Hævn. Hinsides Elben samlede han Venderne omkring sig, og nu gik det løs mod Sachserne, der i Tusindtal maatte lade Livet. Omsider fik Hertug Bernhard af Sachsen ham fanget; han følte Sympati for den tapre Yngling, og der blev sluttet et Forlig om, at han nogen Tid skulde forlade Landet. Godskalk drog derpaa til Knud den Store i Danmark og indtraadte i Tinglid i England, men efter Knuds og hans Sønners Død vendte han tilbage til Obotriterlandet, hvor han vandt Magten
Danm. Riges Hist.
I 55
