| 456 | Opdyrkningen i Sønderjylland. |
ryddet Skovegn. Dette synes at være gode Kendetegn paa, hvor gammel og oldtidsagtig i Virkeligheden Herredsinddelingen er.
Herfra gør dog Sønderjylland en Undtagelse med Tyrstrup, Rangstrup, Strukstrup Herreder, samt Locthorp, nu Slogs Herred. Det vilde nu næppe være rigtigt at drage den Slutning, at Herrederne i Slesvig ere af yngre Oprindelse. Langt nærmere ligger den Antagelse, at i Slesvig ere Thorperne opstaaede tidligere, her er Udflytningen langt ældre, og Opdyrkningen har været stærk. Dermed stemmer et andet Forhold. Alle Byer paa -thorp ere sammensatte med Personnavne, og disse synes næsten altid at tilhøre en yngre Tid. Det er ikke de fra Runestene og Oldtidssagn kendte Personnavne, men derimod saadanne, som vare gængse paa Vikingetiden eller senere. Medens vi i det øvrige Danmark træffe en talrig Mængde Thorper sammensatte med Personnavne af helt kristelig Herkomst, saaledes Pederstrup, Poulstrup, Jonstrup, Nielstrup, Mortenstrup, Klastrup (af Klaus d. e. Nicolaus), eller dog med Navne af sen Oprindelse, som Mogenstrup, Knudstrup, forekommer denne Art Navne saa at sige aldeles ikke i Sønderjylland.
I Løbet af det sidste Aarhundrede havde Danmark endvidere langsomt faaet en hel ny Inddeling, som skulde blive en af de mest betydningsfulde, nemlig Inddelingen i Sogne. Vi vide ikke, hvorledes dette er gaaet for sig, langsomt og naturligt ere de nye Kredse, der udelukkende tjente kirkelige Formaal, voksede op af Jordbunden, støttede af de store og af Almuen, bragte i Led og Række af Gejstligheden. Kirker have rejst sig paa de store Besidderes Grund, eller Bymenighederne have afstaaet Grund paa fælles Jord til dem og hjulpet ved Opførelse af Bygningen, atter andre Kirker ere bievne byggede af den enkelte gavmilde Kristen og skænket Menigheden. Det er muligt, at tidligere hedenske Hove og ligeledes Indtægter, som tilkom disse, ere traadte i den kristne Kirkes Tjeneste, men derom vide vi i hvert Fald intet.
Med Boligen og Jorden, samt det øvrige Underhold for Præsten, er det gaaet paa en tilsvarende Maade, indtil omsider Landets kirkelige og verdslige Lovgivning har kunnet fastslaa, hvorledes enhver Sognepræst mindst skulde være udstyret, og til hvilke Indtægter hver Kirke var berettiget. Men sokn — d. e. alle de, som søgte samme Kirke — maatte ofte knytte sig til et andet sokn for i Forening at skaffe den samme Præst Underhold; dengang, som endnu i vore Dage, havde Præsten ofte to eller flere Menigheder at betjene.
