| 464 | Versenes simple og naturlige Form. |
- sténn kvezk hérsi
- standa længi
- - sáʀ Wal-Tóka -
- werða — næfni.
Her er werða, som hører til den første Sætning, bleven slynget midt ind i den anden, men selv denne letforstaaelige Omsætning staar som en ren Undtagelse i Indskrifternes Sprog, medens Ordflytninger af denne Art findes i den islandske Skjaldedigtning til Overmaal, ofte til Pinsel for Tanken.
Paa en karakteristisk Maade kan Modsætningen til Skjaldesproget belyses af en enkelt Runesten. Den er rejst — maaske paa Svend Tveskægs Tid — paa en Strand paa Øland, fjernt fra menneskelige Boliger; den besungne har vistnok her fundet sin Død, og en islandsk Skjald i hans Følge har sunget om ham saaledes: »Kampenes Thruds (Thors Datters) Træstamme (statelige Kriger), hvem de største Bedrifter fulgte, de fleste vidste det, ligger dulgt i denne Høj. En mere fejlfri, stridsmægtig Yndils (Søhelts) store Marks (Havets) Vogn-Viður (Viður er et Navn for Odin) skal ikke raade over Land i Danmark. Denne Sten sattes efter Sibbe den vise, Foldars Søn, hans Følge satte den ved Øen«. Her finde vi saaledes de islandske Fyrsteskjaldes Om-
173. Yder- og Inderside af et Plankestykke fra Herning Kirke ved Randers (nu i Nationalmuseet).
