Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/499

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst
Kongevalget ved Isøre. 475

ældste af Aar, han havde sammen med sin Svigerfader Asbjørn deltaget i det første uheldige Englandstog, hvorimod hverken han eller Asbjørn var med paa det andet Tog. Harald var ingen Krigernatur; noget lad af Legeme og Tanke syntes det, som om han slet intet Kald havde for offentlig Virksomhed. Stille og tilbageholden lod han sjælden sin Stemme høre; den blide og sagtmodige Mand havde derfor faaet Tilnavnet Hén (den fine, bløde Hvæssesten, man bærer ved sit Bælte). Saaledes var han en fuldkommen Modsætning til Broderen, den djærve Knud, der i talrige Kampe og paa Togter viden om havde erhvervet sig stor Erfaring som Kriger. Han havde deltaget i de to Englandstog og fejdet i Østersølandene mod Sember og Ester.

Efter Landets Skik stævnede nu alle Danske sammen til Isøre, en af Tangerne, der skyde sig ud i Isefjorden — vi vide ikke hvilken —, her er jo et fortrinligt Samlingssted for Flaader fra alle Landsdele. Store Skarer vare forsamlede, men medens de fleste havde lagt til ved den vestlige Strand, søgte Skaaningerne til den østlige Side af Fjorden og tilkendegav allerede herved, at de holdt paa en bestemt Tronsøger. I de andre Landsdele vare Meningerne delte. Det forekom mange at være et Brud paa gammel Tradition, om man nu vilde vælge den yngre Broder fremfor den ældre. Vel havde Harald hidtil i ringe Grad taget Del i offentlig Virksomhed, men han havde dog heller ikke vist sig ubrugelig, og dertil kom, at han under Forhandlingerne fremsatte et saa tiltalende Program for sin Styrelse og gav Løfte om saa gode Love, at han drog mange over paa sin Side. Alle de, som især ønskede en fredelig Udvikling som den, der havde været Særkendet for Kong Svends Regering, og de, som i Haralds Sind fandt en Afspejling af Svends rolige og partiløse Holdning, maatte stemme for den ældre Broder. De, som elskede Vaabendaad og ikke kunde anse Danmarks gamle Erobringstid for afsluttet, holdt derimod paa den kampkære, foretagsomme og ildfulde Knud. Men netop hans haarde, hensynsløse Natur indgød atter mange Frygt for, at Landets lovordnede Tilstande skulde forstyrres og Kongemagten gøre sig for stærkt gældende paa Folkets Bekostning.

Forhandlingerne varede i flere Dage. Asbjørn Jarl støttede naturligvis sin Svigersøn, og omsider opnaaede han, at man udraabte Harald til Konge. Knud forlod i Vrede Valgstedet, uagtet Harald gav ham Jarls Værdighed; han sejlede til Skaane og derefter til Sverige.