Spring til indhold

Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/500

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst
Harald Hén som Lovgiver. 476

Mødet ved Isøre var et af den kristne Tids navnkundigste Møder, ikke blot ved Kongevalget, men især ved de Forhandlinger, som nu fulgte paa. Endnu i otte Dage forblev man samlet, og her gav Harald de Love — og Folket billigede dem —, hvorom han havde givet Tilsagn. Det var saaledes ikke en Haand fæstning, som blev udstedt. Harald havde kun stillet i Udsigt, hvilke Forandringer i Lovgivningen han vilde søge at gennemføre, saafremt han blev valgt, og nu, da han havde vundet Kongenavnet, skred han straks til med Folkets Billigelse nærmere at fastslaa de nye Love.

Det var første Gang, at en Konge saaledes paa Valgstedet gav Love, og i Virkeligheden maatte det vedtagne faa meget af en Haandfæstnings Karakter. Tilmed skal Harald have bestemt, at disse Love for Fremtiden skulde overholdes af de vordende Konger. Derfor berømmes Harald da ogsaa i alle Kilder som Lovgiver, og Historikeren Ælnoth skriver to Menneskealdre senere om ham: »Endnu den Dag it Dag forlange de Danske af den valgte Konge eller af den, som vælges, at han skal overholde de Love, som Harald stadfæstede, og de prise og berømme Kongen som den, der ved de Love, han tilstod, opbyggede Fred og almen Frihed«. Men for en Forfatter som Saxo, der ser Statens Frelse i et stærkt Kongedømme, synes Harald at have bortgivet for meget af sin Magt.

Vi kende kun lidt til Enkeltheder i denne Lovgivning. Vi vide dog, at Harald bød, at alle de store Skove, som Kongen og hans Høvdinger hidtil havde tilegnet sig, skulde være Almindinger. Han gav ogsaa Regler om Rettergangsmaaden; foruden at forny det ældre Forbud mod Retssagers Afgørelse ved Tvekamp stadfæstede han den anklagedes Ret til at værge sig med det gamle Forsvarsmiddel Ed ved Mededsmænd (Tylvtered). I det hele faar man Indtrykket af, at Haralds Love især værnede den gamle Retstilstand imod Misbrug, som vare opkomne, og mod nye Regler, som en mere omfattende Kongemagt havde søgt at gennemføre.

Knud og andre af Haralds Brødre søgte i deres Misfornøjelse Hjælp i Norge. Da Meddelelse herom blev bragt Pave Gregor VII, formanede han i et Brev Kong Olaf til ikke at understøtte Brødrenes Planer om med norsk Hjælp at tvinge den danske Konge til at dele Riget med dem. Herved vilde Landet kun ødelægges, Folket splittes og Kirken tilintetgøres paa en Tid, da Hedninger i Nabolandene truede. Kong Olaf skulde derimod arbejde hen til, at den danske Konge stillede sine Brødre tilfreds med Ejendomme og Hædersposter.