Spring til indhold

Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/515

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst
Kong Knuds Død. 491

disse naaede til Alteret, hvor Kongens Lig laa med udstrakte Arme, lemlæstede de det yderligere. De plyndrede derefter Kirken for dens Kostbarheder, og da de erfarede, at Kongens Broder Benedikt ikke var bleven dræbt under Kampen i Kirken, men haardt saaret bragt til et nærliggende Hus, stormede de derhen, slæbte den unge Prins ud, sønderrev og ihjelstak ham. Efter at Morderne endelig havde udraset, trak de sig tilbage fra de blodige Steder, og enhver vendte hjem til sit.

Præsterne og nogle tro Tjenere jordede Kongen og hans Broder hver paa sit Sted inden for Kirken; de sytten faldne Hirdmænd fik en fælles Grav i dens Forhal.

Et saadant Oprør havde Danmark ikke kendt i Slægtaldre. De Danskes Adfærd var saa grufuld, at den vakte Opmærksomhed rundt om i Europa. Saaledes skrev den angelsachsiske Krønike: »de Danske havde man hidtil anset for det mest trofaste af alle Folk, men nu sloge de om til den største Utroskab og den største Svig, som nogen Sinde blev øvet. De valgte Knud til Konge, underkastede sig ham og svore ham Eder, men derpaa dræbte de ham nedrigt i en Kirke«.

Kong Knuds Død var tragisk, men hans Fald ikke uforskyldt. Han havde sigtet mod høje Maal, men forsyndet sig ved ikke at agte andres Ret eller Følelse. Ved mangt et Lovbud havde han overskredet sin kongelige Magtfylde, lidenskabelig og heftig havde han villet trodse igennem, hvad der senere kun blev naaet gennem et Aarhundredes langsomme Vækst. I hans skarptskaame Karakter og Personlighed savnes Varme og Lune, og det var ikke ham, men hans Fader, der vandt sig Hjertensvenner mellem de gejstlige. Han, som dog havde vist kristelig Mildhed mod de fattige, ufri og fremmede, havde været hensynsløs i Kampen for at skabe en mægtig Kirke og et stærkt Kongestyre, og mere end han selv vidste af, havde Tilfredsstillelse af egen Herskerlyst haft Lod i hans Kamp for de ideale Maal, han forfulgte.

IV.
Oluf Hunger.

Det var Vrede og Had mod Kong Knud, som havde ført Folket til den blodige Daad. Saafremt der i den østlige Del af Danmark endnu havde været et Parti — saaledes som Tilfældet var ti Aar tidligere —, der havde sluttet sig til Knud, da havde der vel fundet