| 496 | Herredømmet over Holsten. |
sum, men at udlevere hver eneste Sørøver inden for dens Volde. Forbryderne led en gruelig Straf; man bandt dem til Pæle, skar Maven op og viklede Tarmene om Stokke.
Dette synes at være foregaaet paa en Tid, da Kong Erik endnu ikke selv kunde gribe ind, mulig inden hans Komme til Landet. Snart viste han sig imidlertid som Hærfører over for Landets Fjender. Han drog med en stor Flaade til Venden og vandt smukke Sejre. Vi vide ikke, hvilke Landsdele det var han hjemsøgte, men vist er det, at Rügen paa denne Tid blev skatskyldigt, og at Skjalm, som var Jarl over Sjælland, fik denne Ø under sin Magt.
Over Holsten havde de tyske Kejseres Herredømme stadig været svagt; det var en Udkant af deres Rige, hvor de yderst sjældent, i det 11. Aarhundrede ingen Sinde, havde vist sig. Derfor havde de Danske ogsaa jævnlig Herredømme over Dele af Landet. Henrik IV siges at have afstaaet Dele af Holsten, i hvert Fald Ditmarsken, til Kong Svend som Løn for hans Hjælp mod Oprørere, og vi finde da ogsaa, at Svends Søn Bjørn grundlagde et Herredømme over Holsten og Ditmarsken med Støttepunkt i Ejderøen (S. 128), som han befæstede. Men engang da Bjørn talte paa Tinge, jog en Almuesmand, der var misfornøjet med hans Styrelse, ham sin Lanse i Siden, og han udaandede. Dog synes de Danskes Herredømme over Dele af Holsten ikke at være ophørt dermed.
Ogsaa ved Danmarks Grænser mod Nord var der Uroligheder. Kong Olaf Kyrre, som i flere danske Kongers Levetid havde været en trofast Ven af Danmark, døde (1093). Sønnen Magnus og dennes Fætter Hakon arvede Riget, men den sidste døde efter halvandet Aars Forløb, og hans Parti valgte da en af Hakons nærmeste Venner Svend, Søn af en dansk Mand Harald Flette, til Konge. Støttet af gode Hjælpere havde denne tapre Kriger allerede vundet Tilslutning flere Steder i Riget, da Magnus greb til Vaaben, nedslog Oprøret og forjog Svend til Danmark. Først flere Aar efter Magnus' Død vendte han tilbage til Norge.
Alle de, som havde sluttet sig til Hakon, hyldede nu Magnus; kun een mægtig Mand vægrede sig endnu, nemlig Sveinke Steinarson, der var Høvding ved Gøtaelven. Kong Magnus forviste ham da fra Landet paa tre Aar. Sveinke drog til Danmark, men det varede ikke længe, før Magnus opfordrede ham til at vende tilbage. Det havde nemlig vist sig, at alene Sveinke var i Stand til at holde Gøtaelven fri for de Sørøvere, som gerne havde Tilhold her. Sveinke
