| 506 | Spillemanden og Kong Erik. |
Saxo fortæller nærmere, hvorledes Erik vilde sone en særlig Ugerning.
Der var kommen en Spillemand til Kong Eriks Hof, som paastod, at det var muligt ved kunstigt Spil at betage Tilhørerne saa stærkt, at de bragtes til Vanvid og Raseri. Paa Kongens Spørgsmaal, om han selv var i Stand dertil, svarede han ja, og Erik forlangte da at se en Prøve paa denne Kunst, ja truede ham dertil. Spillemanden lod da først alle Vaaben fjerne af Salen og indelukke, for at ikke Ulykke skulde ske, ligesom han lod flere af Hofmændene opholde sig i Gangen uden for Salen for at forblive uberørte af Strengelegens Tryllemagt; naar Tilhørerne grebes af Raseriet, skulde de bryde ind og fratage Spillemanden Harpen.
I Begyndelsen spillede Kunstneren saa alvorligt, at alle bleve grebne af Sørgmodighed, men straks derefter lød hans Spil saa lystigt, at Tilhørerne sprang op med allehaande kaade Fagter; til sidst greb han saa lidenskabeligt i Strengene, at Sans og Samling helt forgik dem og de med høje Raab styrtede rasende rundt i Salen. De udenforstaaende, som mærkede, at Kongen og de andre indenfor bare sig ad som vanvittige, løb ind og vilde gribe Erik, men Raseriet havde fordoblet hans Kæmpekræfter, han kastede dem omkuld, rev Døren op, fór ud af Salen og greb et Sværd. Rasende huggede han fire Hirdmænd til Døde, inden man med Puder fik ham overmandet.
Da Kongen igen kom til Ro og Fatning, var han sønderknust over, hvad der var sket. Han betalte rundelig Mandebod for sin Forseelse, men hans Samvittighed vilde ikke finde Fred. Da besluttede han som Sone at drage til det hellige Land. Han betroede sit Forsæt først til nogle enkelte, senere lod han det bekendtgøre paa Landets Hovedting. Men nu viste det sig, hvor nær Kongen var vokset de Danskes Hjerter. Paa Viborg Ting brød de forsamlede Skarer ud i Jamren og Klage, som om de skulde miste deres bedste Ven, ja man kastede sig ned for ham og omfavnede hans Knæ. Men sit Løfte til Gud vilde Kongen ikke bryde, skønt Almuen tilbød at give Tredjedelen af sit rørlige Gods til de fattige for at købe ham fri for hans Løfte; han svarede, at han ikke vovede at være Ordbryder eller at gøre dem fattige.
Alt forberedtes saaledes til den lange Rejse, og først og fremmest maatte en Rigsstyrelse indsættes. Efter Kong Eriks Ønske og med Billigelse af hans Raadgivere blev hans ældste uægte Søn Harald med Tilnavnet Kesje d. e. Spyd gjort til Rigs-
