| Betydningen af Løsrivelsen fra Bremen. | 511 |
hvori Ærkebisp Anselm af Canterbury lykønsker Asser, synes at vise, at ogsaa Anselm har været ivrig for at fremme Nordens Sag. For at Ærkebispen kunde optræde med al ydre Glans og Værdighed, havde Kong Erik skænket en Fjerdedel af Indtægterne af Lund til det nye Ærkesæde.
I Danmark maatte man kunne forstaa, at en dansk Ærkebisp ikke i Længden kunde beholde Herredømmet over de to andre Rigers Kirker, efterhaanden som disse fik udfoldet hele deres Liv; men Hovedsagen var, at Nordens Kirker løsreves fra Underdanighed under en fremmed Kirkefyrste, som styrede et Folk med anden Kultur og andre Aandsanlæg end de nordiske og som tilmed ikke forstod Nordens Sprog, ligesom at vi befriedes fra at inddrages i de Kampe mellem Fyrstemagt og Kirke, som ødelagde Tyskland. Men for Bremen var det et dræbende Slag; efter at de vendiske Bispedømmer vare ophørte og de nordiske nu vare tabte, havde det slet ingen Bisper under sig.
Den Mand, som overtog det store Kald, var ikke nogen Personlighed, der ved Karakterens Kraft eller ved store Evner ragede højt op i den danske Kirke. Han tilhørte en af Landets fornemste Slægter, idet hans Fader var Svend Thrugunsøn, hvis Søster Kong Erik havde ægtet. Asser var over 45 Aar gammel og havde været Biskop i Lund siden 1089, men hans Virksomhed havde været ret tyst, hvad den vedblev at være under Haralds og Assers Styrelse i Kong Eriks Fraværelse; ja man kan sige, endnu i den første Snes Aar derefter mærker man kun lidet til Asser som Kirkefyrste eller som Raadgiver ved Kongens Side. I øvrigt var Asser kyndig og vellært i Trossager og fremfor alt en from, fredelig og retskaffen Mand, i hvem der ikke var Svig.
Nogen Støtte for en kraftigere Styrelse kunde Niels ikke finde hos Landets gejstlige Høvding, og da der i lang Tid ingen Krige førtes, er det intet Under, at Mandstugten i Kongens Krigerskare begyndte at forfalde. Den gamle Vederlagsret fortæller, hvorledes Kristiern Svendsøn red til og huggede Thure Doke, og da det syntes Niels og Kristierns Frænder haardt, at han skulde jages af Gaarde med Nidings Navn, idet hans tvende Brødre vare Bisper,
193. Pallium.
