522 | Danmarks Forbindelser med Vestens Lande. |
at Herredømmet over Rigerne i Vesten var ophørt eller dog kun — hvad Norge angaar — svage Bestanddele deraf vare blevne tilbage, synes Nordens Folk at have indrettet sig paa et stærkere indbyrdes Samliv. Oprettelsen af Rigernes fælles Ærkesæde i Lund var i Virkeligheden kun et Vidnesbyrd om en almindeligere Retning i Tiden.
De Danske havde endnu ikke gjort nogen Tilnærmelse til Tyskland. Med England vedblev endnu en Del af de gamle Forbindelser at bestaa, hvad der sporedes baade paa kirkelige og verdslige Omraader. I øvrigt var Frankrig paa disse Tider det forreste Land i Kulturens Verden, herfra var Tanken om det store Korstog udgaaet saavel som Bevægelserne for Klosterreformen, og Teologien havde her sit sande Hjemsted, ligesom Frankrig i Poesiens Verden stod højt; der lød her herlige Sange baade om Heltefærd og Elskov. Tyskland kunde i alle disse Retninger endnu ikke maale sig med den Friskhed og det stærke Initiativ, som udfoldede sig i Landet hinsides Rhinen. De Lande, som laa nærmest ved vor Sydgrænse, havde desuden hidtil kun kunnet øve liden Tiltrækning paa de Danske. Sachserne havde gennem lange Tider været et Bondefolk, de Danske sejlede Landets Kyster forbi til de langt mere tiltalende flanderske og hollandske Rhinegne. Vore Berøringer
mærkes, at Svend Estridsens Datter Ragnhild var gift med Nordmanden Svend Askelsøn, og hans Sen Kong Oluf Hunger med Harald Haarderaades Datter Inge-gerd, Kong Niels i andet Ægteskab med den svenske Kong Inges Enke Ulfhild, Knud den Helliges Datter Cæcilie med Jarl Erik i Gøtaland: hendes Søster Ingerid blev ved Ægteskab med Folke Stammoder til Folkungerne.