| 534 | Henrik Skadelaar stifter en Sammensværgelse. |
bundsfæller. Skal nu Lønnen for min Gerning være den, at jeg overvældes med skammelige Anklager! Jeg veed vel, at Beskyldningerne ikke stamme fra eder, men fra eders Mænds Ondskab, men den, som beklæder den kongelige Stol, gør Uret i at laane Anklagere Øre. Gid Lykken vil unde eder den til Arving, som Naturen har givet eder! Hvordan end Skæbnen falder, vil jeg aldrig høre op med at vise eder Lydighed og Troskab«.
Den letbevægelige Konge blev straks mildere stemt; han fordømte dem, der havde benyttet sig af hans Lettroenhed, og lovede for Fremtiden ikke at ville laane Øre til saadanne Anklager. Han formaaede ogsaa Magnus og de andre Frænder til at tilsværge Knud Venskab og Broderskab.
Men Freden og Tilliden havde kort Bestand; dertil kom, at en Begivenhed i Henrik Skadelaars Hus bidrog yderligere til at skærpe hans Had mod Knud. Han havde ægtet Ingerid, en Broderdatter af Margrete Fredkulle, men hun havde faaet Lede til sin Husbond og var flygtet i Mandsdragt med en Elsker; Henrik forfulgte hendes Spor, traf hende i Aalborg og førte hende tilbage til Hjemmet. Af en eller anden Grund troede han, at Knud stod bag ved den Skam, han havde lidt, og følte sig end mere fristet til at vække Mistanke mod Knud hos Niels og Magnus.
Det lykkedes ham til sidst at bringe en formelig Sammensværgelse mod Knuds Liv i Stand. De forbundne vare Magnus, Jarlen Ubbe, en Svigersøn af Kong Niels, hans Søn Hagen og Henrik Skadelaar; en anden Mand ved Navn Hagen, der var gift med Erik Ejegods Datter Ragnhild, havde først været Medvider, men trak sig tilbage, saa saare han mærkede, at man ikke vilde nøjes med at stække Knuds Magt, men tage hans Liv. Efter Fortællingen skulle de sammensvorne i liggende Stilling have aftalt deres Planer, for at de kunde sværge paa, at de hverken gaaende, siddende eller staaende havde sammensvoret sig mod Hertugen. Kong Niels var ikke vidende om Sammensværgelsen, men dog medskyldig, eftersom han sikkert forstod, hvad der lurede i hans Søns og dennes Venners Bryst; han har ikke kvalt deres forbryderske Tanker, hvorimod de i hans svajende Holdning og stadige Mistanke mod Hertugen fandt som en Godkendelse af deres Færd.
Knud var af Niels og Magnus indbudt til at fejre Julen 1130 i Roskilde, hvor ogsaa mange andre af Rigets Stormænd vare samlede. Hertuginde Ingeborg, som da var højt frugtsommelig, havde, ængstet af en Drøm, søgt at formaa sin Husbond til at op-
