| Knud Lavard jordfæstes i Ringsted. | 539 |
Efterretningen om Mordet blev ogsaa bragt Skjalm Hvides Sønner. Fra Ungdomstiden havde de staaet Knud nær, de bad nu Kong Niels om Lov til at lade Liget begrave i Roskilde Domkirke, hvor saa mange verdslige og gejstlige Stormænd havde deres Hvilested. Men Niels frygtede for, at Byens Befolkning skulde komme i Oprør under Jordefærden og vende sig mod Magnus, som opholdt sig dér i Byen, og han afslog deres Bøn. Da besluttede Skjalmsønnerne at berede Knud en Grav i den af Biskop Svend Nordmand byggede St. Bengts Kirke i Ringsted. Knuds Lig blev taget op af sit Gemmested, under stor Tilstrømning ført til Ringsted og sænket under Gulvet foran Kirkens Højalter. Men allerede under Jordefærden havde man faaet mærkelige Vidnesbyrd om den myrdedes Hellighed, idet paa et Sted, hvor Ligbærerne havde sat Baaren ned for at hvile, en klar Kilde sprang frem af Jorden. Snart skulde andre Tegn kundgøre, at en Martyr laa jordet i Ringsted.
Skønt Morderen var en Kongesøn, maatte Forbrydelsen paatales, og om end Knuds nærmeste Arvinger vare en Hustru fra et fremmed Land og hendes umyndige Børn, fandtes der jo dog andre fuldmyndige Eftermaalsmænd. Desværre var Harald Kesje lige saa ilde lidt som berygtet, og den anden Halvbroder Erik var fraværende. Knuds Svoger Hagen var imidlertid til Stede, og hans Klagemaal støttedes af de mægtige Skjalmsønner og den ansete Peter Bodilsøn. Rundt om i Bøndernes Forsamlinger skildrede de det gruelige Mord og opflammede Almuens Had mod Morderen, ja de fremlagde Knuds gennemstukne Kjortel paa Tinge. Snart kom ogsaa Erik til Stede, bestemt paa at ville søge Hævn.
Saaledes var et Stormvejr ved at bryde løs mod Kong Niels og hans Søn, og de maatte være beredte paa at værge sig. Paa det nærmeste Landstingsmøde kunde Klage ventes fremsat, og der maatte gives Slægten Oprejsning eller ogsaa Fejde bryde løs. Ængstet henvendte Niels sig til Ærkebisp Asser om Bistand, og denne raadede ham til at lade Magnus blive i Roskilde, men selv drage til Tinget ved Ringsted. Ved Kong Niels' Ankomst til Staden løde Efterretningerne om Almuens Stemning saa truende, at han ikke vovede at drage til de Høje uden for Byen, hvor Tinget holdtes. Her havde imidlertid de to Brødre fremført deres Klage, og Forsamlingen dømte Morderne fredløse. Selve Kongen vovede man dog ikke at dømme, da hans Medskyld endnu ikke var bevist. Man havde dog ventet, at Niels vilde komme til Stede, og da
