| Talrige gejstligfe falde. | 547 |
Der havde ikke i et Aarhundrede været kæmpet saa blodig en Kamp i Danmark, og Landets ypperste Høvdinger laa fældede paa Marken. Magnus og Henrik Svendsøn vare dræbte, men især havde Mandefaldet været stort blandt de gejstlige Førere. De fem Bisper, Thure af Ribe, Ulfkel af Aarhus, Ketil af Vestervig, Peter af Roskilde, Henrik af Vesteraas, og 60 Præster vare faldne, Bisp Adelbjørn af Slesvig haardt saaret.
Kampens Udfald maatte ryste hvert Sind, den syntes at være Guds Hævn for Mordet paa den fromme Knud og for al den Svig og Falskhed, som denne Udaad havde haft i Følge. Morderne Magnus og Henrik, den troløse Bisp Thure, den vankelmodige Bisp Peter og saa mange, som havde støttet Knud Hertugs Fjender, vare faldne paa den højhellige Dag. Rundt om i Europa rygtedes den mærkelige Gudsdom. Nogle Hyrder paa Island fortalte, hvorledes de paa Slagdagen havde set de dræbtes Sjæle som sorte Ravne og Fugle af forskellig Art, forfulgte af Falke, styre mod Islands Helvede Heklafjeld, idet de skreg: »Ve, ve, hvad sker der os!«
Kong Niels flygtede til Sjælland og derpaa til Jylland, hvor han lod Harald Kesje udraabe til sin Medregent. Derpaa drog han til Slesvig. Muligt har han anset det for nødvendigt at gøre sig til Herre over den velbefæstede By, eller han har herfra villet søge Forbindelse med Kejseren. Ikke desmindre viste dette Skridt paa ny, hvor blottet for Klogskab Niels var; Harald Kesje fandt da ogsaa et Paaskud til ikke at følge Kongen herhen. Førend Niels drog ind i Byen, overvejede hans Raadgivere endnu engang, om dette Skridt var tilraadeligt, men Niels, der aldrig var traadt i Berøring med Almuen eller havde forstaaet dens Sindelag, udbrød: »Skulde jeg vel frygte Garvere og Skomagere!« Beje, den fornemste Borger i Slesvig, beroligede ogsaa Kongen, og Bisp Adelbjørn kom
202. Fotevig.
