Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/604

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst
578 Valdemar troloves med Sofie.

paa den almindelige Forhøjning, men talte til Folket tronende paa et Højsæde. Der var ingen Stand i Landet, som han lagde Vind paa at tækkes; med Ærkebisp Eskil havde han jævnlig Tvist, Herremændene stødte han bort, og end ikke Almuen søgte han at vinde, men plagede den med Afgifter og Arbejde. Medens en Konges Kald netop er at lade Retsplejen faa sit sunde Løb, havde Svend for Skik at henvise Retstvist til Afgørelse ved Holmgang. Endelig lød der Klager over hans Karrighed og Gerrighed.

De, som stode Kongen nærmest, og ikke mindst Valdemar, fik Dag for Dag klarere Syn for Svends Mangel paa Styredygtighed og for hans Karakters Upaalidelighed. Knuds Venner søgte ogsaa at udjævne den gamle Strid mellem Valdemar og hans Slægtning, og de arbejdede paa en Forbindelse mellem Knuds Søster Sofie og Valdemar. Hun var en Datter af Knuds Moder Rikiza i hendes andet Ægteskab med en russisk Fyrste Wolodar; efter at have forladt denne Ægtefælle havde Rikiza ægtet Kong Sverker i Sverige. Endnu var Sofie kun 13 Aar gammel, men syntes at blive en glimrende Skønhed. Mod den foreslaaede Brud havde Valdemar kun den Indvending, at hun i Danmark var formueløs. Knud afhjalp straks denne Mangel ved Løfte om at give hende en Tredjedel af sin Fædrenearv i Medgift, og saaledes blev da Ægteskabet aftalt; Sofie overgaves til en fornem Kvinde Bodil til Opdragelse, indtil hun blev giftefærdig. Svend saa mistænksomt paa denne Tilnærmelse mellem de to Frænder, men han lod sig dog ikke mærke med sin Uvilje. Han gav ogsaa Knud og Valdemar Lov til at besøge Kong Sverker, som det hed sig, for at se til deres svenske Besiddelser. I Virkeligheden drog Knud derhen for at bejle til Kong Sverkers Datter, og Sverker skal være bleven saa indtaget i de unge Mænd, at han vilde indsætte dem til sit Riges Arvinger. Ved at erfare om dette Forbund med hans Fjende blev Svend rasende, og da han ved Valdemars Hjemkomst traf ham ved Ring sted, sigtede han ham for Forræderi og fremlagde endog et Brev, som viste hans Forbindelser med Sverker; rigtignok manglede hvert Navn, og det var vitterlig forfærdiget af Svend selv. Valdemar blev saa oprørt over den falske Beskyldning, at han gav Svend Svar i de skarpeste Ord og bebrejdede ham bittert, at han skulde lønnes saa slet for den udmærkede Hjælp og Tjeneste, han havde ydet ham. Saa djærv var Valdemar i sin Vrede, at Svend vilde have ladet ham fængsle, men dette fik dog Hoffolkene hindret.

I Jylland berettede Valdemar om Svends Handlemaade, og