| Svends mislykkede Rejse til Meissen. | 579 |
den skaffede Kongen mange Fjender. Da der nødvendig maatte gøres nærmere Aftale med Svend om, hvilken Stilling Valdemar og. Knud skulde have i Riget, kom de sejlende med en betydelig. Flaade til Udesundby ved Isefjord, hvor ogsaa Svend mødte, og her sluttedes saa en fredelig Overenskomst.
Paa denne Tid, da Kong Svend i saa høj Grad havde drevet Befolkningens Hjerte fra sig, mærkede ogsaa Fyrsterne i Udlandet, hvor usikker hans Stilling i Danmark var bleven. Svend, der var gift med Adelheid, en Datter af Markgrev Konrad af Meissen,, agtede sig til Tyskland for at besøge sin Svigerfader, hos hvem. han, som han sagde, vilde hente sin Hustrus Medgift. Da han frygtede for, hvad Valdemar kunde foretage sig under hans Fraværelse, bød han ham ledsage sig, men han havde tillige den skammelige Plan at ville lade sin Svigerfader holde Valdemar tilbage i Fængsel. Valdemar gennemskuede imidlertid hans Tanker og sagde ham det aabenlyst, da de mødtes i Slesvig. Ikke des-mindre fulgte han med Kongen. Rejsen skulde dog ikke blive lang; de naaede til Stade, men hverken Ærkebisp Hartvig af Bremen eller Hertug Henrik Løve, som begge havde faaet Nys om Svends Maal med Rejsen, vilde give ham Vejvisere, og da Markgrev Konrad fik Kundskab om, hvilket Hverv der var tiltænkt ham, nægtede han ganske at modtage sin Svigersøn.
Nu var Svends Stilling i Danmark ikke længer holdbar, og da det erfaredes, at han over Fyn tænkte paa at overrumple de to andre Fyrster i Jylland, skyldte disse ham ikke længer noget Hensyn, men lode sig udraabe til Konger paa Viborg Ting. Svend kaldte da sine Høvdinger sammen til Borggaarden i Odense for at erfare, om han kunde bygge paa deres Troskab. Han vilde ikke nøjes med et blot Tilsagn, men lod dem sværge paa Helligdommen, at de lydig vilde følge ham. Da havde han den Sorg, at en af de mægtigste Stormænd Sune forlod Kongsgaarden uden at sværge. Han var Søn af Ebbe Skjalmsøn, der indtil sin Død for et Par Aar siden havde været Svends højre Haand og trofaste Støtte. Da Svend kaldte Sune tilbage, fremsatte han Klage over, at hans Fædrenegaard var frarøvet ham; men uagtet Svend tilbød at give den tilbage, lod Sune sig ikke bevæge til at vende om, og han opsøgte nu Valdemar. Svend drog til Roskilde og erfarede her, at Knud og Valdemar vare under Vejs med en Flaade. Vel fik han Ærkebisp Eskil til at komme sig til Hjælp, men under et Paaskud drog denne atter bort med sine Krigere. Saaledes stod
