| 598 | Absalon vælges til Biskop i Roskilde 1158. |
dem, hvorom Valget maatte dreje sig. Valdemar bød da, at der skulde stemmes skriftligt, og det viste sig, at Absalon fik alles Stemmer.
Saaledes var Absalon valgt paa den smukkeste Maade ved et lovformeligt Valg. Men hvorledes kunde Udfaldet være anderledes? Absalon var en Yngling, men havde dog naaet den for Bisper paabudte 30 Aars Alder, og han havde erhvervet sig den højeste kirkelige Uddannelse. Det var desuden en Tid, da man ønskede Bispedømmerne besatte med Mænd af de store Slægter, og ingen var vel da nærmere end Skjalms Sønnesøn og Assers Søn. For Valget af en Biskop i selve Kongesædets By maatte dog vel ogsaa Kongens skjulte Ønske være afgørende; i den hele Række af Roskildebisper havde der næppe været nogen, som Kongerne ikke havde udpeget, og flere af Bisperne vare fra Kongens eller Kongefamiliens Tjeneste gaaede ind til Bispeværdigheden. Roskildeborgerne ønskede desuden ikke en Bisp som Asser, der havde vist sig saa uheldig paa Korstoget til Venden (S. 569), man vilde i Vethemans By have en Fører, som optog Kampen mod Fjenderne paa Havet. Endog de gejstlige maatte i egen Interesse indse, at den første Opgave ogsaa for en Kirkens Høvding maatte være at skaffe Landet Fred og Hvile, uden hvilken heller ikke det kirkelige Liv kunde udfolde sig. Derfor har Kong Valdemar trygt kunnet stole paa, at det skriftlige Valg — hvorved de yngre Kanniker ogsaa løstes fra Hensyn til ældre Kolleger — vilde bringe Absalon Bispestaven.
Og nu skriver Saxo saaledes: »Næppe var Absalon bleven valgt, førend han optraadte som Søkriger ikke mindre end som Biskop, idet han kun lidt brød sig om, at Gudsdyrkelsen iagttoges indadtil, naar man taalte, at den sattes i Fare udenlandsfra. Han ansaa det nemlig lige saa meget for sit Kald at bekæmpe Troens Fjender som at varetage Kirketjenesten«.
Det er sikkert, at Kampen mod Venderne maatte være hver dansk Mands første Opgave. De Danske havde nu i et Aarhundrede maattet se de Vaaben vendte imod sig, som de selv havde lært Venderne at svinge. Det er foran bleven skildret, hvordan de slaviske Folk ved Østersøen ikke oprindelig vare søfarende og hverken for Handels eller Hærtogs Skyld befoer Havet. Det var de Danskes Vikingefarter paa Østersøen, især deres Kolonier ved Odermundingen og andre vendiske Kyster, der havde oplært de slaviske Folk til Fribytterliv. Hvad de nordiske Riger i de svundne Aarhundreder havde været for Vestens Lande, Moderskødet, hvor-
