| 602 | Flaaden opholdt ved Storm under Møen. |
ikke havde Skibe rede til at drage af Sted saa pludselig. Valdemar blev vred og truede med, at hans Unaade skulde falde paa alle dem, der holdt sig tilbage. Da Eskil mærkede Kongens faste Forsæt, slog han om og truede nu endog dem med Band, som ikke drog med paa Toget.
Saaledes blev da en Flaade samlet, men Mandskabet var ganske uøvet, og der gik lo Uger med at mønstre og indøve Krigerne. Endelig drog Flaaden af Sted, den var nu 260 Skibe stærk. Det var bleven besluttet, at man ikke skulde sætte Sejl til, men ro over Havet for at komme uforvarende, overrumple Arkona og sætte Ild paa Borgen. Absalon roede med syv Skibe forud for at spejde, men han var ikke naaet langt, førend han opdagede, at Kongens Skib alligevel satte Sejl til. Herved vilde Angrebet blive røbet, og Absalon var nødt til at vende om. Han opsøgte Kongen ved Møen og traf først Esbern, Peder og Sune, der vare lige saa harmfulde som ban over at den lagte Plan blev opgivet. Kongen mærkede deres Uvilje og sagde, at Toget ikke burde foregaa om Natten, da man burde hvile for at kunne tage fat næste Dag med friskere Kræfter. Nu brugte Absalon stærke Ord om, at Kongen svigtede Ærens Vej og at han lod dem, som skulde lyde, befale over sig; det var det andet Tog, som han havde ødelagt ved sin Eftergivenhed, siden han blev Enekonge, og dog var netop nu Vejrlig og alle andre Forhold gunstige for et Angreb. Valdemar skjulte sin Harme, han ytrede kun, at hans Bedrifter vare vitterlige nok, og lod sig straks ro ud til sit Skib. Samtidig brød en Storm løs, som varede i fire Dage og drev Flaaden til Søs trods Havn og Ankertove.
I den Tid stilnedes Kongens Vrede. Han kom sine Raadgivere venligt i Møde, og Absalon fik Ordre til at optage den gamle Plan, saa saare Stormen var sagtnet og Flaaden atter samlet. Den følgende Nat kunde da ogsaa Absalon med sine Skibe ro frem over Havet, og Kongen fulgte efter. Søen var endnu oprørt, saa at man kun med største Besvær arbejdede sig frem, dog naaede 60 Skibe næste Morgen Hiddensø, det langstrakte Øland tæt Vest for Rugen. Man opgav dog at angribe Rugen, og efter at have udhvilet sig roede Krigerne om Aftenen mod det lige overfor liggende Landskab Barth i Pommern. Tre og tre i Række løb Skibene igennem det smalle Sund. Det var endnu mørkt, da man landede; først ved Daggry begyndte Plyndringen. De intet anende Indbyggere hørte Hestenes Trav, de aabnede Lugerne og spurgte hverandre, hvilken af deres Fyrster det var, Kasimir eller Bugislav, men
