| 608 | Kirkemødet og Rigsdagen ved Dôle 1162. |
Kong Valdemar havde aabenbart vanskeligt ved at se til Bunds i den store Kirkestrid og faa Klarhed over, hvor Ret og Uret var. Det var givet, at Danmark for at kunne møde ydre og indre Fjender maatte søge at knytte Venskab med den Pave, som blev den sejrende, og Viktor IV syntes jo i alt Fald i de første Aar al være den stærkeste, desuden kunde Kongen ikke ønske at støtte en Kirkemagt eller en Pavemagt, der paa Eskils eller paa Rolands Maade vilde holde den verdslige Styrelse i stramme Baand, og heri maatte vel ogsaa Absalon give ham Ret. Paa den anden Side var den danske Kirke saa nøje knyttet til den vesterlandske, at det vilde være naturligt, om den tog Standpunkt som Konge og Gejstlighed i Frankrig og i England, og fremfor alt, de Danske havde ingen Grund til at støtte Kejseren i hans Stræben efter et mægtigt Vælde. Et Indblik paa nærmere Hold i Striden og et nøjere Kendskab til den hele politiske Baggrund syntes Kong Valdemar ønskeligt, og hertil skulde Lejlighed frembyde sig.
Kong Valdemar havde kort efter sin Tronbestigelse anset det for nødvendigt at give Kejser Frederik Løfte om at hylde ham; hans Udsendinge gav Tilsagn herom paa Rigsdagen i Augsburg 1158. Imidlertid havde Kejseren været optaget af sin Krig i Italien, og først i Foraaret 1162 kunde han indbyde til en Rigsdag og et Kirkemøde ved Dôle (i Franche Comté), til hvilke han ogsaa opfordrede Kong Valdemar til at komme. Valdemar var til Sinds at drage derned og bad Absalon være hans Ledsager, men denne afslog det og søgte indtrængende at holde Kongen tilbage. Valdemar blev dog fast ved sit Forsæt, og Absalon gav efter. Kongen drog da med Absalon, Esbern, Sune, Buris og enkelte andre Stormænd i sit Følge over Holsten, Bremen og Metz til Mødestedet Dôle, der ligger Vest for Besançon og i Nærheden af Saône, som dannede Grænsen mellem Franche Comté og det franske Hertugdømme Burgund.
Kejseren, som i Marts Maaned havde erobret Norditaliens Hovedby Milano og forvandlet den til en Ruin og Askedynge, ventede aabenbart, at Mødet vilde blive en ny Triumf paa hans Vej. Han havde ladet Indbydelsen faa en omfattende Karakter. Foruden fremmede Konger vare det tyske Riges Fyrster indbudte og ligeledes samtlige gejstlige Fyrster fra Tyskland, Burgund og Italien. Her skulde holdes baade Kirkemøde og Rigsdag, ja næsten et Hærstævne, idet Fyrsterne mødte med talrige Vasaller. Men netop derfor var der en lurende Misstemning og Usikkerhed hos alle de fremmede, som stævnede til Mødet. Kong Ludvig af Frankrig havde lovet at mødes
