| 610 | Eskil indvier den første Ærkebisp af Upsala 1164. |
ham underlagt. Kejseren havde ikke vovet ved et saadant Skridt at krænke baade Kong Valdemar og Henrik Løve.
Kaste vi nu et Blik tilbage paa Kong Valdemars Rejse og dens Resultater, kan Dommen let fældes. Det var et Misgreb, at Kongen drog til Mødet. Man kan ikke bebrejde ham, at han ikke havde Klarhed over, hvem der var den rette Pave, ogsaa den engelske og den franske Konge havde vaklet, først langsomt havde de bøjet sig bort fra Oktavian, efterhaanden som Kejserens politiske Magt voksede og Godkendelsen af Oktavian blev en bestemt Tagen Parti for Kejseren og hans Indflydelse. En Pave som Aleksander III, der tidligere saa stærkt havde hævdet Pavemagtens Højhed over Fyrsterne, maatte desuden vække Frygt hos Danmarks Konge. Valdemar burde imidlertid hjemme have afventet Sagernes Gang, saa vist som han burde have undgaaet enhver Hylding af Kejseren og ikke paa sine uheldige Forgængeres Maade have ladet sig drage af Kejserglansen. Dronning Sofie har vistnok ikke holdt ham tilbage — saaledes som man kan slutte af hendes Karakter — men Valdemar burde have fulgt Absalons kloge og Esberns djærve Raad og Formaninger, da de bad ham om ikke letsindigt at lade sig lokke af den upaalidelige Kejser; de havde aabenbart en stærkere Tro til, at Danmark fremdeles kunde staa paa uafhængig Fod, de havde Forhaabning om, at Landet gik en stolt Fremtid i Møde. Om end Tysklands Fyrster og Folk havde maattet se med Agtelse og Sympati paa den unge, retsindige danske Fyrste, havde Rejsen til Udbytte kun bragt Kong Valdemar Skuffelser og en Erfaring, der var for dyrt betalt. Først nitten Aar senere skulde han atter mødes med Kejseren, og da under helt andre Forhold med mange Sejres Glans over sig.
Endnu i samme Aar havde Valdemar efter sin Hjemkomst den Glæde, at Dronning Sofie fødte ham sin første Søn, Knud.
Eskil opholdt sig stadig i Clairvaux; han har paa denne Tid maaske ogsaa foretaget en Pilegrimsrejse til Jerusalem. Under et Besøg i Sens hos Pave Aleksander III deltog han i en vigtig Akt, nemlig Indsættelsen af den første Ærkebisp i Upsala, Munken Stefan. Eskil foretog Indvielsen og rakte Stefan Palliet, han betegnede sig derved som Overhoved over den svenske Kirke, og Pave Aleksander bød, at Stefans Eftermænd altid skulde modtage Indvielsen af Lunds Ærkebisp som deres Kirkes Primas (1164).
